En af verdens største kødædere fanget for første gang i Danmark

En fisker fra Thyborøn fik en uventet fangst i nettet, da han hev en seksgællet haj ombord.

Den seksgællede haj kan blive op til 6 meter og veje op til 1.000 kilo. (Foto: Privatfoto: Tobias Konnerup)

For første gang nogensinde er der fanget en seksgællet haj i dansk farvand.

- Vi kunne se, at der lå noget stort, fortæller fisker Tobias Konnerup.

Normalt er det torsk og rødspætter, der bliver hevet ombord på kutteren Nalle L153 fra Thyborøn. Så da Tobias Konnerup spottede en stor fisk i fangsten, fik han noget af en overraskelse. Især da han senere fandt ud af, at fangsten, en seksgællet haj, aldrig tidligere er fanget i dansk farvand.

- Der ligger mange skibe ude og fanger fisk hele tiden. Så det er lidt spændende, at det er den første nogensinde, der er blevet hevet op i dansk farvand, fortæller Tobias Konnerup, der sejlede ud fra havnen i Thyborøn på kutteren.

Der har tidligere været rygter om, at arten har været i dansk farvand. Men nu er det altså dokumenteret. Til stor glæde for ekspert på Statens Naturhistoriske Museum Henrik Carl.

- Det er en af verdens største kødædende hajer, og det er fedt at få dokumenteret, at arten er i Danmark, siger Henrik Carl, der er videnskabelig medarbejder hos Statens Naturhistoriske Museum i København.

  • Med sine savtakkede tænder kan den seksgælles haj bide en sæl midt over. Billedet er ikke fra den nyligt fangede haj, men fra en udstillet haj på Naturhistorisk Museum. (Foto: Naturhistorisk Museum)
  • Den seksgællede haj kan blive op til seks meter. Billedet her er også fra en udstillet haj på Naturhistorisk Museum. (Foto: Naturhistorisk Museum.)
1 / 2

Aldrig set en lignende

Hverken Tobias Konnerup eller hans kolleger på kutteren havde tidligere set en fisk som denne.

- Normalt fanger vi marsvin, hvaler og små hajer, men jeg kunne se, at det ikke var en haj, jeg nogensinde havde fanget før. Og aldrig har jeg fanget så stor en haj før, fortæller fiskeren og forklarer, at den måtte hives op med et spil, fordi den var så stor.

Af nysgerrighed tog fiskerne billeder af den ukendte fisk, og efter at have vist den til venner og folk på havnen endte Tobias Konnerup med at kontakte videnskabelig medarbejder Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum for at få svar på, hvad det var, der var gået i nettet.

- Han sagde, at det var nemt at se, for den havde seks gæller. Og at det åbentbart ikke var en, man havde fanget i dansk farvand før, siger Tobias Konnerup.

Ikke farlig for mennesker

Selvom hajen vejede mellem 120-150 kilo og var omkring to meter lang, var det blot en unge. Den seksgællede haj kan nemlig veje op til 1.000 kilo og blive mellem fem og seks meter lang.

- Store hajer fascinerer og interesserer mange mennesker. Der er jo mange, som overhovedet ikke aner, at vi har hajer i dansk farvand, lyder det fra Henrik Carl.

Hajen æder sæler og delfiner, som den med sine store og savtakkede tænder kan bide midt over. Men man skal dog ikke frygte at møde den, hvis man bader i Vesterhavet.

- Den lever på dybt vand og bliver ikke regnet som farlig for mennesker, beroliger Henrik Carl.

Hajen var død, da fiskerne fik den ombord, og den blev smidt overbord umiddelbart efter at være blevet dokumenteret på billeder.

Men med fangsten af den seksgællede haj i dansk farvand er der nu dokumenterede oplysninger om fangster af 14 forskellige hajarter herhjemme.