En hånd i ryggen hjælper tre ud af fire sårbare unge ind på en uddannelse

Region Midtjylland sætter 12,6 millioner kroner af til at hjælpe unge i job eller uddannelse.

(Foto: PRIVATFOTO)

Det kræver nogle gange en ekstra hjælpende hånd, når sårbare unge med for eksempel diagnoser, der strækker sig fra alt til angst til ADHD, skal videre fra folkeskolen og i uddannelse eller job.

Derfor har Region Midtjylland netop sat 12,6 millioner kroner af til projektet "Ung i Uddannelse 2.0".

Det er en udvidelse af et projekt, der blandt andet kører i Lemvig. Og her er resultaterne gode.

75 procent af de 500 medvirkende unge er nu startet på en ungdomsuddannelse.

Én af dem er 19-årige Cathrine Nielsen fra Holstebro. Hun drømmer om at blive social- og specialpædagog, men med diagnoser som sklerose og ADD, er vejen dertil tungere end for så mange andre.

- Det har altid været en udfordring, og jeg har også haft rigtig meget fravær. Så det var også med at finde noget, hvor jeg kunne føle mig tryg og tilpas, så jeg kunne komme i skole, siger hun.

Derfor har hun fået en ekstra hånd i ryggen i form af en studievejleder. Han har blandt andet været med Cathrine Nielsen rundt at besøge forskellige uddannelsescentre for at finde det helt rigtige match for hende.

- Det har gjort en kæmpe forskel, at han kendte til nogle ting, som jeg selv var dårlig til at få sagt eller til at få spurgt om. Så jeg følte mig i trygge hænder, fordi han var med og fik stillet de rigtige spørgsmål, så jeg var sikker på, at vi fik valgt det rigtige sted.

Dermed har Cathrine Nielsen nu skrevet sig ud af statistikken, der fortæller, at mere end 23.000 unge mellem 16 og 29 år i Region Midtjylland hverken er i job eller uddannelse.

Et tal, der dog stadig er for højt, siger den socialdemokratiske regionsrådsformand i Region Midtjylland, Anders Kühnau.

- Arbejde og uddannelse er noget af det vigtigste for at få fodfæste i samfundet. Og samfundet har også brug for de unges indsats i en tid, hvor der bliver færre og færre i den arbejdsdygtige alder.

- Det er helt afgørende, at vi får de unge i arbejde eller uddannelse. Det er dem, der skal være med til at sikre, at samfundet også fungerer i fremtiden, når vi andre går på pension, siger han, inden han understreger, at 'projektet naturligvis ikke løser alle udfordringer'.

Frygten er forsvundet

Men der er ingen tvivl om, at projektet har gjort 'en stor forskel for de unge', forklarer Brian Aaberg Markussen, der er projektleder for "Ung i Uddannelse" i Nordvestjylland.

- Mange af de unge mennesker, der har været med i projektet, har forinden tvivlet på sig selv i skolen. De har simpelthen manglet noget tillid til uddannelsessystemet.

Noget, som Cathrine Nielsen sagtens kan genkende.

Hendes diagnoser gør, at der kan opstå lange sygdomsperioder. Derfor har det været vigtigt at finde ordninger, så hun stadig kan være med og følge i skolen uden at være der fysisk, hvis det skulle blive aktuelt.

I dag er hun godt i gang med en HF på VUC i Holstebro. Og hun har troen på, at hun når sin drømmeuddannelse.

- Jeg er ikke så bange for at falde ud, hvis der sker et eller andet. Jeg har den der gribende hånd bagved, som jeg altid kan tage fat i, hvis jeg står i et problem, forklarer hun.

Og forhåbentligt bliver der skrevet endnu flere historier, som Cathrine Nielsens i fremtiden, siger Brian Aaberg Markussen, der er glad for, at Region Midtjylland har fundet de 12,6 millioner kroner til at skubbe projektet videre.

- Med pengene kan vi fortsætte indsatsen, og så kan vi videreudvikle på nogle af de idéer, som er kommet fra de andre projektdeltagere i Region Midtjylland. Vi kan lade os inspirere af deres idéer, og på den måde kan vi forsøge at hjælpe endnu flere sårbare unge.

Målet med den nye indsats, "Ung i Uddannelse 2.0", er at få 80 procent af de unge videre i enten uddannelse eller arbejde. Projektet skal løbe fra 2023-2025.