Enorm efterspørgsel på danske krabber: Kineserne er umættelige

Nordisk Krabbe Kompagni i Lemvig mangler taskekrabber nok til at dække en stærkt stigende efterspørgsel fra Kina.

I Danmark spiser vi typisk kun kødet fra taskekrabbens kløer. Men Nordisk Krabbe Kompagni i Lemvig sælger hele krabber til kineserne. (Foto: Helge Røjle © DR Midt & vest)

En stærkt stigende kinesisk efterspørgsel på danske taskekrabber har ført til akut mangel på krabber hos virksomheden Nordisk Krabbe Kompagni i Lemvig.

- Kineserne er nærmest umættelige, når det gælder krabber. Vi kan ikke skaffe råvarer nok til at dække efterspørgslen, siger Lasse Kristensen, som er forretningsudvikler hos Nordisk Krabbe Kompagni.

Taskekrabben er en europæisk krabbeart, og det er først for nyligt, at kineserne for alvor har fået øje på dens gastronomiske kvaliteter.

- Men de sidste to-tre år er interessen steget voldsomt, fordi de har fået smag for taskekrabben. Vi kan sælge alle de krabber, vi kan skaffe, siger Lasse Kristensen.

Mens vi herhjemme primært spiser kødet fra krabbekløerne, så spiser kineserne hele krabben.

- De er mere åbne over for alle typer skaldyr, som vi ikke er så vant til i Danmark. Det er især hele hun-krabber med rogn, som er i høj kurs derude, forklarer forretningsudvikleren fra Nordisk Krabbe Kompagni.

I Danmark kan man typisk fange taskekrabben i Kattegat, Skagerrak, Nordsøen og det nordlige Øresund. (Foto: Jeka Fish)

De danske fiskere har ikke tradition for at fiske krabber. Derfor er Lasse Kristensen nu i kontakt med udenlandske fiskere for at skaffe flere råvarer.

- Vi har endnu ikke oplevet så stor interesse blandt danske fiskere for at fange krabber, som vi havde håbet på. Derfor vil det være interessant for os, hvis vi kan få landinger fra udenlandske fartøjer, siger han.

Prisen for hele kogte og vakuumpakkede hun-taskekrabber med rogn ligger i Kina helt oppe omkring 100 kroner pr. kilo.

Nordisk Krabbe Kompagni blev startet i 2016 af Jeka Group i Lemvig i samarbejde med det norske selskab Hitramat, som er verdens største producent af taskekrabber.

Facebook
Twitter