Er det en god idé at bestille skiferie nu? Her er fem råd

Corona får flere til at tøve med at købe årets skitur.

Vinterens tur til alper eller fjeld bliver ikke bestilt som normalt. (Foto: JEPPE MICHAEL JENSEN © Scanpix)

Iben Andersen fra Ebeltoft har sammen med familien været på skiferie hvert år de seneste 15 år.

Men på grund af coronasituationen er der i år dømt nøl i vinterferieplanlægningen.

- Lige nu gør vi ingenting. Vi afventer og ser, hvordan tingene udvikler sig, siger hun.

Iben Andersen er langt fra den eneste, der venter med at bestille vinterens aktive ferie. Det oplever de blandt andet hos Skandinaviens største udbyder, Skinetworks, og hos Ruby Rejser i Aarhus og Højmark Rejser i Ringkøbing.

- Lige nu ville vi normalt have susende travlt med at sælge skirejser. I stedet har vi rigtig mange samtaler med kunder, der er bekymrede for, om de kan komme afsted, siger administrerende direktør i Højmark Rejser Majbritt Jensen.

Der er flere ting, man skal være opmærksom på, hvis man vil være sikker på at kunne få sine penge tilbage, hvis skiferien bliver aflyst, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk.

1

Pakkerejser giver sikkerhed

. (Foto: Lisi Niesner © Scanpix)

En pakkerejse er overordnet, når man køber flere elementer af rejsen sammen hos den samme udbyder, for eksempel flyrejse og hotel.

Hvis det er en pakkerejse, vil rejsebureauet give pengene tilbage, hvis rejsen ikke kan gennemføres.

- Og det kan rejsen ikke, hvis Udenrigsministeriet fraråder afrejse, forklarer Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

Hvis rejsebureauet går konkurs, inden man kommer afsted på sin pakkerejse, så dækker Rejsegarantifonden tabet. Men man skal være opmærksom på, om rejsebureauet er registreret i den danske rejsegarantifond.

- Der findes også nogle, der er registreret i den svenske eller tyske, og der er dækningen ikke nødvendigvis lige så god, så hold øje med det, råder han.

2

Betal med internationalt kreditkort

. (Foto: maxim Zmeyev © Scanpix)

Et andet fif kan være at betale for sin ferie med et internationalt kreditkort som for eksempel mastercard.

- Typisk har internationale kreditkort tilknyttet en rejseforsikring og i øvrigt også en konkursforsikring, så det er en god ide, når man skal købe rejser, siger Vagn Jelsøe.

3

Bureauer giver selv garantier

. (Foto: JEPPE MICHAEL JENSEN © Scanpix)

Flere rejsebureauer giver lige nu selv ekstra tilbagebetalingsgarantier for at få skikunderne til at booke vinterens tur.

For eksempel har Højmark Rejser udvidet muligheden for at annullere rejsen og få pengene retur, uanset hvad årsagen er. Her er fristen 1. december, og det gælder kun, hvis man har booket på selskabets egne hoteller.

Ifølge Vagn Jelsøe fra Forbrugerrådet Tænk skal man dog være opmærksom på fristen ved den type tilbud.

- Udenrigsministeriet kan jo gå hen på et senere tidspunkt og fraråde afrejse, så der er det forbehold, siger han.

Man skal altid læse det med småt, men særligt skal man kigge efter undtagelser, hvis bureauet udsteder garantier, lyder rådet.

4

Kør selv, og vent med at betale

. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Et andet tip kan være at planlægge at køre i egen bil til skiferie og booke en lejlighed eller hytte, som man først er forpligtet til at betale for indtil kort tid før afrejse.

- At køre selv er smart, for så er det ens egen beslutning, om man vil afsted, siger Vagn Jelsøe fra Forbrugerrådet Tænk.

5

Vent og se

. (Foto: JEPPE MICHAEL JENSEN © Scanpix)

En sidste løsning kan være at vente og se tiden an. Sådan gør Iben Andersen.

- Det land, der er åbent og har sne og frost, når vi nærmer os ferietid, bliver der, hvor vi kommer hen i år, siger hun.

Iben Andersen er indstillet på at handle hurtigt, når ferien kommer tættere på.

- Jeg tænker, at der er mange, der gør ligesom mig, og så handler det bare om at være hurtig på tasterne, når vi nærmer os vinterferien.

Facebook
Twitter