Farvel til kæmpemaster: 100 kilometer ledninger graves ned i jorden

Udsigten over Limfjorden og Vestjylland forandres i de kommende måneder.

10 til 15 master forsvinder om ugen. Lige nu er arbejdet i gang på Thyholm. (Foto: Helge Røjle - DR Midt & Vest)

Over 100 kilometer højspændingsledninger på høje master fjernes fra Limfjordsområdet og Vestjylland og erstattes med kabler. Det sker blandt andet for gøre nettet klar til mere vindkraft.

Energinet.dk er i denne uge startet med at fjerne master mellem Struer og Thy.

- Med et tempo på 10 til 15 master om ugen vil højspændingen mellem Struer og Bedsted i Thy hurtigt forsvinde i løbet af de kommende måneder, fortæller seniorprojektleder Sven Rye fra Energinet.dk.

Hele strækningen mellem Struer og Thy er væk kort efter nytår, og derefter kommer turen til en højspændingsledning mellem Skive og Holstebro og ledninger i det nordlige Thy.

- I 2018 skal vi lægge kabler på strækningen mellem Nors og Bedsted i Thy og mellem Frøstrup og Klim Fjordholme over reservatet Vejlerne. Når kablerne er lagt i jorden, vil masterne også blive fjernet på strækningere, forklarer projektlederen fra Energinet.dk.

De eksisterende ledninger og master er udtjente og skal udskiftes. Det sker så med kabler, fordi Folketinget har besluttet, at 150 kilovolt højspændingsnettet med luftledninger skal erstattes af kabler i jorden.

Men formålet er også at styrke hele elnettet af hensyn til de øgede mængder vindkraft:

- Det muliggør transmission af strøm fra flere vindmøller, blandt andet fra de kommende kystnære mølleparker ud for den jyske vestkyst, siger Sven Rye.

Flere steder i landet er højspænding og store master ved at blive taget ned og erstattet af kabler i jorden.

Herunder kan du se, hvor lignende arbejde er i gang henne andre steder i landet.

  • Energinet.dk udbygger elnettet i Han Herred, Thy, Mors og Salling. Det sker bl.a. for at gøre elnettet klar til at modtage strøm fra nye vindmøller i området. (Foto: Energinet)
  • Energinet lægger kabler på og mellem Fyn og Als samt mellem Jylland og Fyn. Kablerne erstatter i alt 64 km 150 kV luftledninger, som fjernes, når kablerne er i drift (Foto: Energinet)
  • Energinet erstatter luftledningerne mellem Ensted og Kassø med kabler og fjerner desuden en luftledning mellem Ensted og Tystrup. (Foto: Energinet)
  • Nye kabler lægges i jorden i Albertslund kommune i 2016-17. Herefter nedtages en luftledning. (Foto: Energinet)
1 / 4