Fire mænd frikendes i sag om gruppevoldtægt af 19-årig kvinde

Retten i Herning finder det ikke tilstrækkeligt bevist, at fire mænd mellem 22 og 26 år har voldtaget en 19-årig kvinde.

En meget omtalt sag om gruppevoldtægt af 19-årig kvinde i Herning blev i dag afgjort ved retten i Herning. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Ikke skyldig.

Sådan lød dommen, da tre dommere og seks nævninge ved Retten i Herning fredag formiddag tog stilling i en meget omtalt sag fra Herning. Fire mænd mellem 22 og 26 år var tiltalt for at bedøve, seksuelt krænke og voldtage en 19-årig kvinde.

Mændene var ifølge anklageskriftet tiltalt for blandt andet at have tvunget kvinden til andet seksuelt forhold end samleje og tiltvinge sig oralsex. Det finder retten ikke, at der er tilstrækkelige beviser for.

Men det var en snæver afgørelse. Alle tre juridiske dommere og tre af de seks nævninge mente skyldig. For at en tiltalt kan blive dømt i byretten skal mindst fire nævninge og to juridiske dommere stemme for.

Kendt skyldig i nøgenoptagelser

Til gengæld blev alle fire mænd kendt skyldige i at have optaget video og fotos af den nøgne 19-årige kvinde.

Den ene af mændene, en 22-årig, delte herefter to videosekvenser på det sociale medie Snapchat. Dermed har han krænket kvindens blufærdighed, mener retten.

Den 22-årige blev også kendt skyldig i at have tvunget den 19-årige kvinde til at sluge en pille, som dog ikke kan bevises at bringe hende i en bedøvende tilstand.

I forbindelse med efterforskningen af sagen om den 19-årige kvinde i Herning, har politiet fået kendskab til en række ældre sager, der især involverer den 22-årige.

Her har retten dømt ham skyldig i voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje mod en tidligere kæreste i marts 2013 samt skyldig i en sag fra maj 2013, hvor han fotograferede en pige under 18 år på et 'ikke frit tilgængeligt sted'. Billeder, som han derefter delte på Facebook og som ifølge anklageskriftet var utugtige og pornografiske.

Den 22-årige er også skyldig i at have forsøgt at påvirke et vidne til at afgive falsk forklaring for retten. Det skete ved, at han forsøgte at udsmugle et brev fra arresten.

I to sager om voldtægt og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje fra henholdsvis juli 2016 og juni 2017 er den 22-årige og en 26-årig mand frifundet.

Idømt fængsel og betinget udvisning

Hovedmanden i sagen, den 22-årige, er idømt et år og fire måneders fængsel og en betinget udvisning af Danmark med en prøvetid på to år. Samtidig skal han betale en erstatning til den 19-årige kvinde på 10.000 kroner.

I sagen om voldtægt mod en tidligere kæreste, er han dømt til at betale hende en erstatning på 35.000 kroner.

De tre andre mænd får dagbøder på henholdsvis 3x600 kroner, 8 x 600 kroner og 6 x 300 kroner for at optage og dele billeder. Den ene af mændene også for besiddelse af kokain.

Mændene har siddet varetægtsfængslet siden december sidste år. Efter domsafsigelsen i dag blev de alle fire løsladt.

(opdateret klokken 14.54 med strafudmålingen)