Fire ulve er væk: Vi skal så tæt på nul ulve som muligt, mener V-ordfører

Efter rapport om forsvundne ulve: Nye ulve-regler er et behov, mener Venstres ordfører.

Venstres miljø- og fødevareordfører Erling Bonnesen vil have så få ulve i Danmark som muligt. (Foto: Dr)

Når en ny ulverapport i dag kan dokumentere, at mindst otte ulve er indvandret til Danmark, så mener Venstres miljø- og fødevareordfører, at det sætter streg under et behov for, at vi må begynde at regulere ulven.

Ulverapporten

Mindst otte ulve er indvandret til Danmark siden 2012.

  • To danner par og har fået otte hvalpe.
  • En lever alene i Thy.
  • En er død af sygdom.
  • Fire er forsvundet sporløst.

Kilde: "Ulv i Danmark 2012-2017", Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum i Aarhus.

I dag er ulven fredet i hele EU.

- Vi skal have lavet de her regler om, så vi kan regulere ulven i Danmark og dermed også holde antallet meget langt nede, sådan at Danmark også stadig er et trygt land at leve i, siger Erling Bonnesen (V).

Fire af de mindst otte indvandrede ulve er forsvundet. Hvorfor ved forskerne ikke, men de vurderer, at ulvene er døde. I andre lande sker der ulovlig jagt på ulve, og det er også en mulighed i Danmark, påpeger forskerne.

Ifølge ordføreren er det netop derfor vigtigt at få nye regler på området.

- Man kan frygte, at hvis man ikke får nogle autoriserede regler, vil man jo gribe til selvtægt - det kan vi se andre steder. Og så er det jo bedre, at vi får fastsat nogle ordentlige regler, så vi kan regulere og holde bestanden meget langt nede her i Danmark, siger Erling Bonnesen.

Han understreger dog, at det naturligvis ikke er acceptabelt, hvis nogen griber til selvtægt og skyder ulve ulovligt.

- Man lever i et retssamfund, og derfor skal man selvfølgelig ikke gribe til illegale metoder, siger han.

"Så tæt på nul som muligt"

Ulven er beskyttet under EUs habitatsdirektiv. Kun i Sverige kan ulven skydes, fordi svenskerne har fået en særlig tilladelse til det. Erling Bonnesen arbejder for, at der på europæisk niveau bliver taget skridt, så ulven kan få ny status.

- Vi skal have den over på et bilag, sådan at landene kan regulere den, så det passer til de enkelte landes forhold. Danmark er et forholdsvis lille land, så vi skal have få ulve, siger han.

Det lyder næsten som om, at du synes, at en god ulv er en død ulv?

- Jeg vil sige det på den måde, at holdningen er, at ulvebestanden i Danmark skal reguleres til at være et meget lille antal. Og det er så tæt på nul som muligt.

Hvor mange skal det så være?

- Jeg siger så tæt på nul som muligt.

Er det to?

- Jeg siger så tæt på nul som muligt.

Jægere efterlyser også nye regler

Hos Danmarks Jægerforbund mener de, at ulven skal have lov til at være i Danmark, men de er enige i, at ulven skal forvaltes via jagt, og at det bør være lettere at skyde såkaldte problemulve.

- Det vil sige, at selvom ulven er fredet, så skal såkaldte problemulve kunne skydes væk. Det kan være ulve, som mister deres skyhed og kommer for tæt på mennesker, eller ulve, som går for hårdt til husdyrene, siger formand Claus Lind Christensen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.