Flere bryggerier slår dørene op

Sidste år åbnede 22 nye bryggerier i Danmark, og det er dobbelt så mange som i 2012.

Der er godt gang i ølbrygningen i Danmark. Nye tal fra Beerticker.dk viser, at der sidste år åbnede 22 nye mikrobryggerier, og der er nu i alt 148 bryggerier.

Et af de nye mikrobryggerier er Struer Håndbryg. Brygger Lehmann Højriis fra Struer kom i gang som selvstændig brygger, da han fik et tilbud på noget brugt bryggeriudstyr, som han havde svært at sige nej til.

- Jeg smilte over hele hovedet, da jeg kørte hjem for at spørge konen, om vi ikke skulle bruge lidt penge på det. Det blev til lidt flere penge, end jeg havde regnet med, da der skulle sættes fliser op og købes lidt ekstra udstyr, siger han.

Rekord i ølbrygning

De danske bryggerier slog i 2013 også rekord i antallet af nye øl. Til sammen præsenterede bryggerierne ikke mindre end 1000 nye øl, mens tallet for 2012 var 756.

Redaktør Peter Myrup Olesen fra Beerticker.dk følger den danske ølbranche, og han vurderer, at mikrobryggerierne generelt har fået bedre styr på økonomien.

- De får ikke lov til at lave de store investeringer længere. Så det giver lidt sig selv, når de går ned i banken for at få et stort lån, siger han og påpeger samtidig, at der er plads til endnu flere bryggerier.

- Med en markedsandel på kun 4,4% er der stadig potentiale for flere mikrobryggerier, siger han.

Størstedelen af de nye bryggerier er kontraktbryggerier, det vil sige bryggerier, der brygger deres øl på andre bryggeriers anlæg.