Flere danske kommuner har aktier i verdens mest CO2-tunge virksomheder

Kommunerne kaster skattekroner i flere af verdens største olie- og gasfirmaer på børsen.

BP, Chevron, Exxon Mobil, Shell og Total er blandt verdens 100 mest CO2 tunge olie- og gasvirksomheder, som flere danske kommuner har aktier i. (Foto: Jim Tanner © Scanpix)

20 danske kommuner bruger skattekroner på at investere i aktier i flere af de børsnoterede olie- og gasselskaber, som på verdensplan råder over mest fossilt brændstof.

Det viser en række aktindsigter, som DR P4 Midt & Vest har fået. 98 kommuner er blevet spurgt om deres investeringer, og 91 har svaret.

Aktier fyldt med CO2
  • 20 danske kommuner har investeret i flere af verdens 100 største børsnoterede olie- og gasfirmaer.
  • De 100 firmaer har reserver, der i alt vil udlede 150 gigaton CO2, når det brændes af over jordens overflade.
  • Til sammenligning udleder vi på hele jorden cirka 33 gigaton CO2 om året.

Kilde: Besvarelse på DR P4 Midt & Vests aktindsigt fra 91 af 98 kommuner, Den globale kampagne Fossil Free, den danske kampagne Ansvarlig Fremtid, Carbon Dioxide Information Analysis Center og klimadebat.dk.

Ekspert i miljøøkonomi fra Roskilde Universitet Anders Larsen mener, at kommunernes investeringer er problematiske.

- Kommunerne sender det signal, at de ikke respekterer, at der er klimaudfordringer. De senere år er både Folketinget og EU blevet mere klimabevidste. Og derfor er det trist, at kommunerne ikke bare følger trop, siger han.

I alt 20 kommuner har aktier i én eller flere af olie- og gasindustriens 100 største børsnoterede firmaer. Det er blandt andre firmaer som Exxon, Lukoil, Shell, Total og BP.

Firmaerne råder over store olie- og gas-reserver under jorden. Når de udvindes, og olien eller gassen brændes af over jordens overflade, vil der i alt blive udledt 150 gigaton CO2. Til sammenligning udledes der på hele jordkloden 33 gigaton CO2 på et år.

Halvdelen af de 20 kommuner har hver især investeret i 54 af firmaerne.

Ifølge miljøøkonomieksperten er der ingen grund til at investere i CO2-tunge firmaer.

Han mener, at kommunerne bare kan vælge nogle andre investeringsforeninger og dermed undgå fossile selskaber.

- Der er masser af andre investeringsmuligheder. Hvis man gerne vil undgå sorte investeringer, så kan det sagtens lade sig gøre.

Anders Larsen vurderer, at kommunerne godt kan investere mere grønt uden at tabe penge.

- De alternative investeringer er lige så gode som de traditionelle sorte.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.