Flere førstegangsfødende tager frivilligt hjem efter én nat på sygehuset

Hjemmet er det tryggeste sted for nybagte forældre og deres baby. Derfor bliver stadig flere førstegangsfødende udskrevet efter bare én nat på barselsgangen.

Fire ud af ti førstegangsfødende under Hospitalsenheden Vest vælger at tage hurtigt hjem. (Foto: Image taken by Mayte Torres)

Fødeafdelingerne i Herning og Holstebro sender flere førstegangsfødende hurtigere hjem fra sygehuset. Hvis fødslen har været ukompliceret tager nybagte forældre direkte hjem fra fødegangen eller efter bare én nat på sygehuset.

Det vil sige langt hurtigere end de typiske tre til fire nætter for førstegangsfødende.

Det handler om at hjemmet føles mere trygt og rart, fortæller chefjordemor Ann Fogsgaard fra Hospitalsenheden Vest, som de to fødeafdelinger hører under.

I stedet kommer en jordemoder på hjemmebesøg, og forældrene kan døgnet rundt komme i kontakt med barselsgangen.

Mette Stoltenberg fødte for syv dage siden datteren Bella. Efter bare 14 timer på barselsgangen valgte hun og manden at tage hjem.

- En jordemor hjalp med amning og gav os rigtig gode værktøjer, så vi var trygge ved at skulle give hende mad, siger Mette Stoltenberg, der dagen efter fik besøg af en jordemor i eget hjem, der bl.a. tog hælprøve og lavede høretest.

- Noget, som man tidligere gjorde på selve sygehuset, siger hun.

Ordningen ved Hospitalsenheden Vest med at sende førstegangsfødende hurtigere hjem har kørt i snart et år. 44 procent af de førstegangsfødende nøjes nu med én nat på barselsgangen. Det er flere end forventet.

Selv om flere førstegangsfødende tager hurtigere hjem end tidligere, er der ikke flere nyfødte, der bliver genindlagt.

- Det er positivt og viser, at det i langt de fleste tilfælde er sundt for den lille ny familie at komme hjem, siger chefjordemor Ann Fogsgaard.

Det er kun førstegangsfødende med ukomplicerede fødsler, som bliver anbefalet at tage hurtigt hjem.