Flere kommuner sprøjter mod ukrudt igen

Flere kommuner bruger et svidemiddel til ukrudtet i stedet for gas. Nu vil Skive også.

Sprøjter som denne bruger op til 80 procent mindre sprøjtegift, oplyser importøren. (Foto: Weed-IT annoncefoto © Brøns Maskinforretning APS)

Hidtil har kommunerne via en frivillig aftale brændt ukrudtet på fortove og pladser væk, for ikke at belaste grundvandet, men nu vil flere kommuner tilbage til sprøjtemidlerne, der også forurener mindre end tidligere.

Aabenraa, Tønder, Guldborgsund og Lolland Kommuner HAR gjort det, og seneste skud på stammen er Skive Kommune.

Teknik- og miljøudvalget i Skive skal tirsdag drøfte, om kommunen skal bruge pesticider til at bekæmpe ukrudt i fremtiden.

I følge formanden for teknik- og miljøudvalget i Skive, Jens Peder Hedevang, koster det for meget arbejde og for megen gas at bruge gasbrændere til at bekæmpe ukrudtet med.

Især i våde somre skal gasbrænderen bruges mange gange, og det belaster CO2-regnskabet - er argumentet.

Samtidigt er et nyt bekæmpelsesmiddel med lav miljørisiko - Ultima proFF - dukket op. Det svider ukrudtet væk i en periode og forsvinder, inden det når grundvandet. Men behandlingen skal gentages 3-4 gange på en sæson.

Miljøstyrelsen: Nyt sprøjtemiddel er ufarligt

I følge specialkonsulent Anita Fjeldsted fra Miljøstyrelsen er midlet ufarligt.

- Ultima proFF er et af de produkter, der godkendt til brug på fortove og veje og så videre. Det ligger i den laveste ende af scalaen i forhold til pesticidernes miljøbelastning, siger hun.

Et nyt sprøjtesystem kan desuden reducere mængden af sprøjtegift med op til 90 procent.

Det koster cirka 750.000 kroner om året for Skive Kommune at brænde ukrudtet væk fra fortove, grus og åbne pladser.

FacebookTwitter