Flere kvinder dyrker motion i foreninger: 'Her får vi snakket og sladret'

Fællesskab lokker kvinder i foreninger. På to år er antallet steget med 11.000.

Lyden af mountainbikedæk lyder hver lørdag formiddag i skovbunden i Karup.

Og det er kvinder, der sidder i sadlen og manøvrerer cyklen rundt på mountainbikesporet.

- Uanset om vi er unge eller gamle, trænede eller utrænede. Så er der plads til alle, og så har vi et megafedt fællesskab, siger Gitte Obeling Røn, som kører mountainbike sammen med 50 andre kvinder i Karup.

Hun var ellers lidt betænkelig ved at begynde til sporten, fordi hun var bekymret for skader, og om hun nu var god nok.

- Min veninde overbeviste mig om, at det var stille og roligt, og nu er det bare megafedt, siger en glad Gitte Obeling Røn.

Det har i mange år været svært at få kvinder til at deltage i foreninger. Men fra 2017 til 2019 steg antallet af kvinder, der dyrker motion i foreningsregi fra cirka 297.000 til 308.000. Men stigningen på 11.000 skal ses i lyset af, at tallet har ligget nogenlunde stabilt i mange år.

En af årsagerne til det stigende antal medlemmer er, at der er kommet flere motionstilbud, hvor det er nemt at deltage, og at konkurrencedelen er minimeret. Sådan lyder analysen fra Dansk Idrætsforbund.

Et af midlerne er projektet Bevæg dig for Livet, som skal få Danmark til at blive verdens mest aktive nation i 2025. Her har Nordea Fonden, Trygfonden, DIF og DGI fra 2015 til 2021 investeret 194 millioner kroner i projektet.

Bevæg dig for Livet hjælper blandt andet foreninger med at stable motionstiltag på benene, så man nu også kan gå til fitnesshåndbold i stedet for turneringshåndbold. Mountainbike med hygge og bevægelse i fokus i stedet for forberedelse til at deltage i en konkurrence eller forskellige sportsaktiviteter med vægttab for øje.

Maja Holm er adfærdskonsulent i Bevæg dig for Livet, og hun glæder sig over, at man nu har fået knækket en del af koden til at få flere kvinder til at dyrke motion – med hygge og fællesskab som omdrejningspunkt frem for konkurrence.

- Vi vil betegne det som en rigtig stor succes, fordi det generelt kan være svært at få tid til at få dyrket idræt hos kvinder, siger Maja Holm og forklarer, at fællesskaberne og det sociale vejer tungt, når kvinder melder sig ind i en forening.

- De nye tilbud handler ikke om at være den hurtigste eller levere den bedste præstation. Det drejer sig om at sætte hygge og have relationer på dagsordenen, siger Maja Holm.

Blandt kvinder kan det ofte være svært at bevare motivationen, når man bliver overhalet af hverdagens gøremål.

- Så er der børn, der bliver syge, eller aftensmaden skal laves. Så fleksible tilbud, som gør, at selvom man måske ikke lige kan være med i morgen eller næste gang, så er der stadig plads til dig på holdet. Det tror jeg er rigtig vigtig for fastholdelsen, siger Maja Holm.

  • Der bliver snakket og hygget, når kvinderne mødes til en omgang mountainbike i Karup. (Foto: Nicolaj Bøndergaard Madsen)
  • Når kvinderne er i skoven, bliver der ventet og holdt pause, hvis der er behov for det. (Foto: Nicolaj Bøndergaard Madsen)
  • Christina Stenbye er en af initiativtagerne til kvindernes facebookgruppe, hvor de koordinerer træningerne. (Foto: Nicolaj Bøndergaard Madsen)
1 / 3

Præstationsangst kan få kvinder til at blive væk

Jens Høyer-Kruse er adjunkt ved Syddansk Universitet og forsker i idrætsbevægelse og vaner. Han peger også på, at det skal være hyggeligt at være med i en forening.

- Kvinder tillægger det sociale af idrætsdeltagelsen meget større betydning end mænd, og det kan have enorm stor betydning for valg af deres aktiviteter, siger han, men påpeger samtidig, at det er en misforståelse, hvis man tror, det kun handler om hygge.

- Hvis ikke den idrætsmæssige del har en kvalitet, der gør den spændende og meningsfuld at deltage i, og kvinderne oplever en udvikling af deres færdigheder og fysiske form, så finder de andre steder og aktiviteter for et fællesskab, siger Jens Høyer-Kruse.

Han mener, det er vigtigt, at kvinderne føler sig trygge, når de begynder at dyrke motion i en forening.

- Kvinder har en vis grad af præstationsangst, så det er vigtigt for klubberne at være meget eksplicitte omkring de her konkrete forpligtelser, der følger med et medlemskab, siger Jens Høyer-Kruse.

Mountainbike giver mere energi

Når Gitte Obeling Røn og de andre kvinder spænder cykelhjelmen, er der ingen, der bliver presset ud på ruter, de ikke har lyst til, og hvis én har brug for en pause, holder alle pause.

- Det gjorde, at jeg følte mig meget mere tryg, for jeg har hørt om alle de her skader, og jeg er ikke interesseret i selv at få en skade. Så det var rigtig fedt, at der var tid og plads til, at jeg følte mig usikker og lige skulle lære det, fortæller hun.

Selvom pulsen kommer op, er der masser af tid til at snakke og sludre.

- Jeg er fuld af energi, når jeg kommer hjem herfra, fordi jeg har fået sladret, snakket og pjattet og brugt mig selv. Det er superfedt, siger Gitte Obeling Røn.

Facebook
Twitter