Flere lærere får fleksible arbejdstider: - Det er vigtigt for tilliden

Et stigende antal lærere får i højere grad mulighed for selv at bestemme, hvor de forbereder sig.

Det er vigtigt for tilliden, at lærerne ikke skal spørge om lov, før de for eksempel vælger at gå hjem og gå en tur, og så forbereder sig om aftenen, mener formanden for Thy Mors Lærerkreds, Philip Lehn Brandt. Arkivfoto (Foto: STEFFEN ORTMANN © Scanpix)

Når klokken ringer ud i skolerne, er der kommet mere frihed til folkeskolelærerne.

Siden folkeskolereformen trådte i kraft, har stadigt flere kommuner gjort lærernes forberedelsestid mere fleksibel. Danmarks Lærerforening oplyser, at 68 kommuner nu har lavet lokalaftaler eller fælles forståelser med lærerne om arbejdstiden for dette skoleår.

En af de kommuner, der for nylig har indgået en aftale med folkeskolelærerne, er Morsø Kommune. Efter sommerferien kan kommunens lærere igen selv kan vælge, hvor og hvornår de forbereder sig.

Den netop indgåede arbejdstidsaftale vækker glæde på lærerværelserne, fortæller formand for Thy Mors Lærerkreds, Philip Lehn Brandt:

- Heldigvis er vi landet der, hvor vi kan sige, at vi frigør os af lærerlockouten, vi frigør os af de meget snærende arbejdstidsregler, der blev lagt ned over os, og nu starter vi forfra, og det er jeg rigtig glad for og rigtig tilfreds med, siger han.

Morsø Kommune er også glade for aftalen, fortæller centerchef for Skole- og Dagtilbud, Vibeke Skou Hansen:

- Vi har sammen med lærerkredsen defineret, hvad vi forstår ved en højt præsterende skole, og hvad vi forstår ved professionelt lærerarbejde og professionel skoleledelse.

Philip Lehn Brandt mener, at det er vigtigt for tilliden, at lærerne ikke skal spørge om lov, før de for eksempel vælger at gå hjem, gå en tur, og så forberede sig om aftenen.

- Professionelle mennesker, skal ikke hele tiden stå med hatten i hånden og spørge den ene og den anden, om det er muligt at gøre dit, dut og dat, mener han.

Facebook
Twitter