Flyvevåbnet hopper på den grønne bølge: Vil uddanne piloter i elfly

Som de første i verden afprøver det danske flyvevåben elektriske fly operativt.

Flyvevåbnet leaser to elektriske fly af typen Velis Electro. Denne type elfly er det første i verden, som er godkendt til flyvning. (Foto: Pipistrel)

Piloter på Flyveskolen i Karup kommer snart til at kunne øve deres flyvekundskaber på en mere klimavenlig måde.

Som de første i verden leaser det danske forsvar to elektriske topersonersfly. Det er et lille, let fly, der hverken forurener eller støjer.

Efter planen skal flyene lande på Flyveskolen i Karup til efteråret.

- Vi vil afprøve, om nogle af de flyvninger og opgaver, vi har i Flyvevåbnet, kan afløses af elektriske fly, fortæller oberstløjtnant Casper Børge Nielsen fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

I første omgang skal de to elfly testes af erfarne piloter, men derefter skal de bruges som skolefly og indgå i programmet, når Flyveskolen i Karup uddanner nye piloter.

  • Oberstløjtnant Casper Børge Nielsen har mange års erfaring som testpilot. Nu står han i spidsen for testen af elektriske fly til skoleflyvning i Flyvevåbnet. (Foto: Flyvevåbnet)
  • Velis Electro-flyet har en maximal fart på 181 kilometer i timen. Genopladningen tager blot 45 minutter. (Foto: Pipistrel)
  • Elflyet har plads til to piloter, typisk en instruktør og en pilot under uddannelse. (Foto: Pipistrel)
1 / 3

Elflyet er produceret af det slovenske firma Pipistrel, og er det første formelt godkendte elektriske fly i verden, oplyser Flyvevåbnet.

Flyet kan holde sig i luften i 30-50 minutter ad gangen og har en rækkevidde på lidt over 100 kilometer.

- Der er nogle begrænsninger, for vi er på et meget indledende stadie lige nu. Men når vi taler om skoleflyvning, vil det kunne dække mange af de behov, vi har, siger Casper Børge Nielsen.

El-skoleflyet vil for eksempel blive brugt til at lære piloten start og landinger.

- Elflyet kan lave 8-9 start og landinger på en opladning. Det svarer typisk til, hvad eleven kan koncentrere sig om ad gangen.

Elfly med tunge batterier

Udviklingen af elektriske fly halter noget efter elbilerne, som der allerede kører mange af på de danske veje.

Udfordringen er batterierne, der i dag vejer for meget i forhold til den energi, som man kan trække ud af dem til flyvning.

Oberstløjtnant Casper Børge Nielsen er dog ikke i tvivl om, at der i de kommende år vil ske et teknologisk ryk på det felt.

- Jeg er ikke i tvivl om, at inden for luftforsvar skal der også ske noget på det grønne område. Så idéen er, at vi skal få noget erfaring på et tidligt tidspunkt, så vi er på forkant, når den her teknologi formodentlig udvikler sig meget over årene.

De to elektriske fly er i første omgang leaset over en periode på to år.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk