En opfinder og iværksætter fra Mors, Lasse Øst Pedersen, har opfundet en føler, der slår alarm, hvis kølesystemer går i stykker, og temperaturen svinger den forkerte vej.
Alarmen hedder Sensor-CLIP.
Med den kan man undgå, at for eksempel fødevarer bliver ødelagt eller, at dyr går til.
Pingviner fik sved på panden
Sensor-CLIP er blandt andet testet i Odense Zoo, hvor den almindelige alarm på kølesystemet til pingvinerne en dag svigtede. Men så slog Lasse Øst Pedersens opfindelse alarm via mail og sms:
- En fredag aften fik de besked om, at pingvinerne havde fået sved på panden. Der var blevet for varmt. Det var deres kølervekselalarm, der var frosset til is, forklarer han.
Pingvinerne overlevede, og på samme måde kan andre let installere elektronisk overvågning af kølesystemerne.
Opfindelse giver arbejde
Lasse Øst Pedersen har en fortid i kølebranchen, og derfra ved han, at alarmer på højspænding er dyre og besværlige:
- Min opfindelse kan alle bruge uden sikkerheds-risiko. Og ved at samkøre alle teleselskabers master er der altid forbindelse til mobilnettet, når alarmen går, siger han.
Sensor-Clip kan efter Lasse Øst Pedersens opfattelse meget vel blive til et eksport-eventyr:
- Jeg har jo allerede to ansatte og arbejder på en tredie. Virksomheden ligger på Mors, og her er arbejdspladser hårdt tiltrængt, konstaterer han.