For første gang i over 50 år: Nyt storkepar har slået sig ned i Vestjylland

Beboerne i Bækmarksbro er gået stille med dørene omkring to storke, der holder til i området.

Storken ruger på æggene i reden i Vestjylland.

Lyden af storke, som knebrer med næbbene på reden, er nu til at høre ved landsbyen Bækmarksbro i Vestjylland. Her har Danmarks kun tredje storkepar nemlig slået sig ned.

Det er gårdejer Per Fjeldgren, der er vært for storkene, som nu ser ud til at ruge på æg i reden på en mast i baghaven.

- Det er en sensation, siger han og uddyber:

- Det er en kæmpe oplevelse, også for vores børn. Det er måske kun en gang i deres liv, de får lov at opleve det.

Det var Per Fjeldgren selv, som satte reden op tilbage i marts, før storkene fandt pladsen 23. april.

Beboerne i Bækmarksbro har været stille omkring det nye storkepar for at give fuglene fred og ro til at yngle.

- Vi syntes, fuglene skulle have ro. Og vi troede ikke helt selv på det, så vi ville ikke prale, hvis ikke de rigtigt var der. Men det var mest for fuglenes skyld, siger Per Fjeldgren.

Han understreger, at folk dog gerne må lægge vejen forbi, hvis de er interesserede i, hvordan sådan et storkepar egentlig ser ud.

- Folk må gerne komme og kigge. Der er frit udsyn, men vi vil gerne gå lidt stille med dørene, siger han.

Langt fra kernebestanden

Ifølge Jess Frederiksen, som er formand for foreningen Storkene.dk, er parret tilsyneladende begyndt at yngle.

- Det er meget, meget stort. Vi har svært ved at få armene ned, siger han.

Han er meget overrasket over, at storkene slår sig ned så langt fra kernebestanden.

- Vi havde været knap så overraskede, hvis det var sket i Sønderjylland, siger Jess Frederiksen og uddyber:

-Vi er et godt stykke oppe i Jylland og ude vest på, og her har der ikke ynglet storke siden starten af 1960'erne.

Jess Frederiksen har hele tiden været bekendt med storkeparret, og han forstår beslutningen om at undgå for meget larm og påstyr omkring det.

- Vi ved af erfaring, at storke tiltrækker rigtig mange mennesker. Det respekterer storken normalt også, men det her storkepar er rigtig ungt, så vi vil ikke risikere noget, siger han.

Det er Smedager i Sønderjylland og Gundsølille ved Roskilde, som huser de to øvrige storkepar i Danmark.

Facebook
Twitter