Folk fra svinebrug skal fremover isoleres i enestuer på sygehusene

Uforståeligt at isolere smittede med MRSA, mener ekspert. Smitten spredes nemlig sjældent på sygehuse.

Frem over skal medarbejdere i svineproduktion isoleres på enestuer på sygehusene, mener Sundhedsstyrelsen. (Arkivfoto)

Hvis du arbejder med svin og skal indlægges på sygehuset - så vil du fremover automatisk blive isoleret på enestue.

Det foreslår i hvert fald Sundhedsstyrelsen i sin nye reviderede vejledning om forebyggelse og spredning af MRSA.

Men det er en overreaktion, mener en mikrobiolog.

Svinefolk testes for MRSA i dag

Allerede i dag bliver landmænd og andre med tæt kontakt til svin testet for MRSA, når de bliver indlagt. Men kun hvis de er smittet, bliver de isoleret.

Fremover skal de isoleres med det samme, de træder ind på sygehuset:

- Det er uforståeligt for os, at man laver den her yderligere skærpelse, siger ledende overlæge på Mikrobiologisk Afdeling Midt-Vest, Steen Lomborg.

Sten Lomborg tvivler på, at landsdelens sygehuse overhovedet har kapaciteten.

- Det vil give et meget betydeligt ekstraarbejde og udgifter også.

400 screenet i år

Alene i Hospitalsenheden Vest har de i år screenet over 400 patienter for MRSA. De fleste med tilknytning til landbruget.

Selvom cirka hver 10. af de screenede patienter rent faktisk viste sig at være smittet med MRSA, er det ikke grund nok til automatisk at isolere alle, mener Steen Lomborg:

- Jeg så hellere, man trappede lidt ned, fordi den spredning, der sker, sker ude i samfundet. Den sker med meget få undtagelser ikke på sygehuset, siger han.

I stedet foretrækker Steen Lomborg at sætte endnu mere fokus på hygiejnen.

Den nye vejledning er i høring frem til 29. oktober. Og indtil da vil Sundhedsstyrelsen ikke udtale sig i sagen.

DR Dokumentar vil de næste måneder kulegrave MRSA. Du kan følge med på Facebook her.

Facebook
Twitter