Forbered dig på slidte veje: Stigende asfaltpriser er en kæp i hjulet for vejarbejde

Prisen på asfalt stiger og stiger, og det får kommuner til at aflyse eller udsætte planlagte vejprojekter.

I Vesthimmerland Kommune var det planen at lægge 250.000 kvadratmeter asfalt i år. Nu nøjes man med 50.000 kvadratmeter på grund af høje priser. (© ColourBox)

Lugten af ny asfalt bliver knap så gennemtrængende på veje og stier det næste stykke tid.

Prisen er steget kraftigt, og det får nu kommuner udsætte eller helt aflyse planlagte vejprojekter.

I Vesthimmerlands Kommune i Nordjylland har de netop kørt den helt store bulldozer hen over planerne for 2022. Her vil man i år kun lægge 50.000 kvadratmeter i stedet for de 250.000 kvadratmeter, som ellers var planlagt.

- Det gør vi for at få så meget asfalt for pengene som muligt. Og lige nu kan vi se, at der ikke bliver til ret meget, hvis vi fortsætter med de nuværende priser, siger Allan Ritter Andersen (C), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune.

Lige nu koster et ton asfalt mellem 45-60 procent mere end for et år siden, anslår regionschef Mohamad Hamze fra PEAB Asfalt, der har asfaltfabrikker flere steder i landet.

- Det er en voldsom prisstigning, og det er hele vejen rundt i vores produktion, vi oplever den her voldsomme stigning, forklarer han.

Lige nu er det flere dele af asfaltproduktionen, som er ramt af prisstigninger. Det gælder alt lige fra prisen på de sten, der bliver brugt i asfalten, til den gas, som bruges til at opvarme og tørre materialerne, inden det blandes sammen.

Og en stor del af regningen er PEAB Asfalt nødt til at sende videre til deres kunder.

- Vi er bekymrede og følger det dagligt, fortæller Mohamad Hamze.

I Herning Kommune har de stigende priser også sat en foreløbig stopper for planerne om at udvide en af de større hovedveje til fire spor. Den endelig pris ville nemlig blive tre millioner kroner dyrere end de otte millioner, der var sat af til projektet.

- Det er klart, at når asfalten bliver dyrere, så får man også færre kilometer vej for pengene, siger John Thomsen (V), formand for Miljø-, Infrastruktur- og Natur-udvalget i Herning Kommune.

På dage, hvor PEAB Asfalts fabrik i Viborg producerer flere tusinde tons asfalt, bruger den på et par timer lige så meget gas som et parcelhus bruger på et helt år. Så derfor er de stigende gaspriser i særdeleshed med til, at asfaltprisen stiger, forklarer regionschef Mohamad Hamze. (Foto: Natacha Tjørnholm - DR Midt & Vest)

I Herning Kommune er det endnu for tidligt at sige, i hvor høj grad trafikanterne kommer til at mærke hullede veje eller slidte cykelstier.

I Vesthimmerland Kommune vil man i år koncentrere sig om at lægge ny asfalt på mindre projekter såsom stier. Her skal der ikke bruges lige så meget asfalt, som der skal på de større vejprojekter, der indtil videre er skubbet til næste år.

- Det er ikke sådan, at vi ikke lapper de huller, der er. Det fortsætter vi med i 2022 også. Men vi synes faktisk, at det er ganske sund fornuft og en ordentlig måde at bruges vores penge på, siger Allan Ritter Andersen.

Hos Asfaltindustrien ser administrerende direktør Anders Hundahl med bekymring på kommunernes planer om at udskyde asfaltarbejdet til næste år. Ifølge ham lider de kommunale veje i forvejen af et efterslæb på vedligehold på knap fire milliarder kroner.

- Selvfølgelig kan man spørge sig selv, hvad et enkelt år betyder. Men det kommer altså oven i en række år, hvor man har manglet vedligeholdelse af vejene, siger han.

- Du kan se det ligesom dine tænder. Du kan godt springe tandbørstningen over en enkelt gang, men hvis du gør det i lang tid, så får du huller og dyre reparationer hos tandlæge. Det er det samme på vejene, siger Anders Hundahl.