Fra i dag er det slut med halogenpæren: Du sparer strøm ved at skifte til LED

Et EU-direktiv forbyder salg af halogenpærer i EU.

Butikkerne kan ikke længere købe nye halogenpærer, og de bliver fra 1. september udfaset af markedet. (Foto: Colourbox) (Foto: Tkachuk Oksana © Oksana Tkachuk)

Det skal være slut med at bruge halogenpærer i danske og europæiske hjem.

Et EU direktiv sætter fra i dag en stopper for at sælge halogenpæren, fordi den bruger langt mere strøm end LED-pærer. Alligevel er der stadig mange, de får lys fra halogenpærerne.

- Når jeg ser i husholdningerne er der halogenpærer, men der er faktisk også mange, som stadig har glødepærer, som bruger endnu mere strøm. Så jeg vil stærk anbefale folk til at skifte de energislugende pærer ud til noget mere energirigtigt, som LED-pærer er, siger Tine Lundby, der er Energirådgiver i Morsø Kommune.

Og der ér noget at vinde for ens egen økonomi, hvis man skifter til LED.

- En halogenpære bruger fem gange så meget strøm som en LED, så det vil være rigtig godt for din husholdningsøkonomi at skifte dem ud til LED, siger Tine Lundby.

Derudover kan LED-pærer holde i 15-20 år, mens halogenpærer har en levetid på cirka to år.

Ikke forbudt at bruge

Forbuddet mod halogenpærer skulle egentligt være trådt i kraft i 2016, men det blev udskudt, fordi LED-pæren ikke var udviklet nok til at være erstatning.

Det er en udfasning af halogenpærene, som træder i kraft. Så der sker ikke noget, hvis man lader dem blive i lampen lidt endnu.

- Der kommer ikke nogen efter dig, men det bliver sådan, at du er nødt til at købe LED i stedet for. De kan godt købes endnu fra dem, der er på lager i butikkerne, men der bliver ikke fremstillet flere halogenpærer, siger Tine Lundby.

Fakta

  • Halogenpæren bliver udfaset fra 1. september.

  • LED-pærers energiforbrug er cirka 1/5 af en halogenpære.

  • Små og mellemstore butikker kan i gennemsnit spare 31.032 kr. over syv år, hvis de udskifter til LED-belysning. Det viser beregninger fra Energiministeriet.

  • Udfasningen af halogenpærer forventes at sænke CO2-udledningen med 15 millioner ton om året. Det svarer til drivhusgas-udledningen fra Portugals årlige elforbrug.

  • Ifølge lysproducenten Philips kan forbrugerne spare op til 900 kroner om året. Dels på grund af LED-pærers lavere energiforbrug men også pærens længere levetid.

  • Udfasningen af glødepærer blev vedtaget i EU tilbage i 2012.

Facebook
Twitter