Fra i dag kan du frit handle i alle netbutikker i Europa

Netbutikker må ikke længere afvise kunder fra andre EU-lande. Dansk Erhverv frygter, at det flytter e-handel ud af Danmark.

Fra i dag forbyder EU geoblocking. Det betyder, at danske forbrugere må handle i stort set alle netbutikker i EU og til samme vilkår og priser som i det pågældende land. (Foto: Nanna Kreutzmann © Scanpix)

Du finder et godt tilbud på en engelsk netbutik, men når du vil købe varen, får du beskeden 'UK-citizens only'. Netbutikken blokerer ganske enkelt kunder, der kommer fra andre EU-lande.

Men det er slut nu. Fra i dag må onlinebutikker i hele EU ikke blokere eller omdirigere kunder til en anden webside på grund af kundens nationalitet, bopæl eller hjemsted.

- Det er slut med at diskriminere forbrugerne, siger Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

Han kalder det et fremskridt, at EU's forbud mod geoblocking nu er trådt i kraft. De nye regler forbyder også onlinebutikkerne at tilbyde EU-borgere andre betingelser for køb end de betingelser, der gælder for lokale kunders køb.

- Vi kender det fra biludlejningsfirmaer. Hvis du vil leje en bil i Spanien, skal det ske gennem firmaets danske afdeling, hvor prisen er højere. Den slags er det slut med nu, siger Vagn Jelsøe.

Forbrugerne skal se sig godt for

Forbrugerne får altså med de nye EU-regler et langt større udbud af varer og kan frit købe varen, hvor den er billigst. Hos Dansk Erhverv opfordrer markedschef Lone Rasmussen dog forbrugerne til at se sig for og være ekstra opmærksomme.

- Reglerne betyder, at du selv bliver importør. Du får selv ansvaret for, at det, du køber, lever op til danske standarder og produktsikkerhed, siger Lone Rasmussen.

Hun nævner som eksempel en lampe, hvor forbrugeren selv skal undersøge, om den passer til danske stikkontakter. Eller tøjstørrelser, hvor der er forskel på syd- og nordeuropa.

- Her tvinger man alle webbutikker til at sælge til danske forbrugere, uanset om butikken kender noget til Danmark og danske standarder, siger Lone Rasmussen, der efterlyser en oplysningskampagne.

Dansk butiksejer jubler ikke

De nye EU-regler gælder også danske onlinebutikker, som fra i dag skal tage imod ordrer fra alle EU-borgere. Uanset om de tidligere har handlet med udlandet.

- Vi jubler ikke over det, siger John Virum Pedersen, der er indehaver af Livingshop.dk i Holstebro, der sælger danske designvarer.

Hidtil har han sagt nej til køb fra udlandet, hvis beløbet ikke kan opveje de arbejdstimer, der skal bruges på at pakke og håndtere ordren.

- Blandt andet har jeg afvist en ordre fra Norge på en ting til 150 kroner, men fremadrettet skal jeg tage imod ordren. Det er spændende at se, hvad det betyder konkret, siger John Virum Pedersen.

Danske virksomheder risikerer at miste omsætning til udenlandske netbutikker efter ændringen i EU-lovgivningen. Det forudser Lone Rasmussen, markedschef i Dansk Erhverv.

- Vi er bange for, at der ryger endnu mere e-handel ud over grænserne, når du kan handle alle steder og handle til lokal moms. Danmark har et af de højeste momssatser i EU, så her er en åben kattelem for at omgå den høje danske moms. Så ryger der skatteindtægter og beskæftigelse ud af Danmark. Det er konkurrence på ulige vilkår, mener hun.

Dansk Erhverv frygter også, at den udvidede onlinehandel kan blive dyrt for virksomhederne.

- Hvis der er noget galt med varen, kan returfragten blive en dyr affære. Den skal netbutikkerne nemlig stå for, og er man en lille netbutik, kan det blive overordentligt dyrt. Der er også noget med kundeservice. Der er 20 officielle sprog i EU, så får kunden en dårlig oplevelse, risikerer butikken dårlige brugeranmeldelser, siger markedschefen.

Hun understreger, at Dansk Erhverv ikke er bange for konkurrence og e-handel fra udlandet.

- Virksomhederne vil gerne sælge til udlandet, men de skal kunne tjene penge på det, siger Lone Rasmussen.

Inden for to år vil EU-kommissionen lave en evaluering af de nye regler og se på, hvordan de påvirker det indre marked.

Facebook
Twitter