Frivillige Jørgen fører regnskab for købmanden: Det er det, der får butikken til at køre rundt

Takket være frivillige kræfter har købmanden i Kølkær overskud på regnskabet.

73-årige Jørgen Andersen er frivillig hos købmanden i Kølkær. Her sætter han varer på hylderne og står for regnskabet i butikken. (Foto: Rene Sørensen)

Det ser hyggeligt ud, når seks pensionister en gang om ugen mødes for at sætte varer på hylderne hos den lokale købmand.

- Vi har det sjovt. Vi drikker morgenkaffe klokken 8 og drøfter lidt om stort og småt. Og så er vi færdige ved middagstid, fortæller 73-årige Jørgen Andersen, der i syv år har været frivillig i butikken.

Men ud over varer på hylderne har den 73-årige pensionist også en særlig opgave. Det er ham, der laver butikkens regnskab, og det svarer ifølge hans egen beregning til 1/3 ansættelse.

- Der er nogen, der siger, at man skal gå til læge, hvis man har det sådan, men jeg kan godt lide at lave regnskab. Og vi sparer en del penge ved, at vi ikke skal have et bureau til at lave regnskabet, siger han muntert.

Så selv om det er både sjovt og hyggeligt, har de frivillige en stor del af fortjenesten for, at forretningen de seneste år er kommet ud af regnskabsåret med overskud.

- Det er lige det, der skal til, for at vi får det til at løbe rundt. Hvis der skulle betales løn, kunne det knibe, og så forsvinder alle arbejdspladser, hvis butikken lukker. Så vi gør en forskel, siger Jørgen Andersen.

Andre købmænd i knibe

Ifølge tal fra Danske Samvirkende Købmænd har mere end 300 små købmandsbutikker lukket på ti år.

Men de seneste år har der været sorte tal på bundlinjen for Min Købmand i Kølkær, som sidste år kunne fremvise et regnskab med overskud og en stigende omsætning til 8,5 millioner kroner.

Købmand Rene Sørensen (tv) sammen med holdet af frivillige. (Foto: Rene Sørensen)

Og købmand Rene Sørensen er heller ikke i tvivl om, at det gråhårede team er en vigtig del af hemmeligheden bag at forretningen kører fornuftigt rundt.

- Det er det, der får butikken til at hænge sammen. Det er en lille økonomi, og skulle vi bemande de ting de laver, jamen så er det svært at få det til at løbe rundt, siger Rene Sørensen.

Men ud over økonomien betyder hjælpen fra de frivillige mere end bare økonomi. Købmanden er nemlig et naturlig mødested for både kunder, ansatte og frivillige i butikken.

- Det er her, folk mødes, og nogle sætter sig ind i cafeen og får en kaffe, et rundstykke og basse om morgenen. Det er som ved frisøren, hvor al sladderen kommer, siger Rene Sørensen.

Facebook
Twitter