Frivillige stormer tilbage til festivalerne

Sidste år manglede festivalerne hænder, men nu er mange af os igen klar til at tjekke armbånd og rense toiletter.

Der er rigeligt med frivillige hænder til at lange fadøl over disken på sommerens festivaler. (Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix)

Gratis armbånd, billigt mad og fællesskab.

Det er bare tre af de ting, Hanne Jensen får i bytte for sin arbejdskraft til Haze over Haarum i Harboøre, der blev skudt i gang torsdag.

- Jeg kan simpelthen ikke lade være med at være frivillig. Vi har jo også en fest, og vi har hygge og sammenhold. Jeg kan ikke forestille mig at være gæsten på den anden side igen, fortæller Hanne Jensen, formand for baren China Town.

De frivillige på Haze over Haarum kappes om at give en hånd med, og mange af de andre festivaler, der sidste år havde rekrutteringsproblemer, oplever, at mange frivillige igen står klar.

DR har været i kontakt med en stribe festivaler, og de melder alle om stor tilslutning af frivillige i år. Skagen Festival mangler dog stadig 50 frivillige, men arrangørene satser på at nå i mål. Noget, som de slet ikke kom i nærheden af sidste år.

  • - Jeg startede som gæst på festivalen, men blev så spurgt, om jeg ikke ville hjælpe til herude. Så har jeg rykket lidt rundt, og nu er jeg blevet formand i baren her. Det er lidt blevet sådan lidt en livsstil. Det går under huden på én, mener Hanne Jensen, Formand for China Town. (Foto: © Amanda Munksgaard - DR Midt & Vest)
  • - Jeg overtog backstage-tjansen fra min mor, fordi hun ikke kunne holde til det mere. Min far sidder også i bestyrelsen, så det var nærmest dikteret, at jeg skulle backstage, forklarer Christina Lynge Nielsen. (Foto: © Amanda Munksgaard - DR Midt & Vest)
  • - Vi har noget helt specielt her på festivalen. Vi er bare en stor familie. Vi har selvfølgelig nye frivillige, der kommer til hvert år, men mange har været her i rigtig mange år, fortæller formanden for Haze over Haarum, Hanne Noermark. (Foto: © Amanda Munksgaard - DR Midt & Vest)
1 / 3

Skive Festival, der løb af stablen 1. juni, kunne fejre 30-års jubilæum med 1200 frivillige på de forskellige poster. En glædelig nyhed i forhold til 2022, hvor festivalen manglede 60 personer til at servicere de 10.000 festivalgæster.

- Efter et par år, hvor folk har holdt en pause, tror jeg simpelthen, at de har savnet det her fællesskab. Jeg tror, det er derfor, de er vendt tilbage, sagde Michael Eiskjær, formand for Skive Festival.

Rock under Broen i Middelfart brager løs i denne weekend, og her kan arrangørerne heller ikke få armene ned. De har nået målet med de 1500 frivillige og melder om endnu flere, der står i kø til at komme til.

- Vi har måtte afvise nye, der kommer til, fordi vi simpelthen ikke har flere opgaver, vi kan sende dem ud på, fortæller Lykke Henriksen, miljø- og frivilligkoordinator.

Festivalen har ellers udvidet opsætningen med affaldssortering og skal bruge dobbelt så mange personer i forhold til sidste år. Men end ikke lugten af affald kan holde de frivillige væk.

- Det står rigtig godt til i år. Vi har 120 mennesker, der kun tager sig af affald. Vi må bare sige, at de frivillige foreninger virkelig har støttet os, siger Lykke Henriksen.

Fællesskab får de frivillige til at vende tilbage

Covid-19 spøgte stadig ved sidste års rekruttering af frivillige, og flere festivaler måtte tænke alternativt, fordi de manglede mandskab. Mange af de tidligere frivillige ville hellere have den fulde festivalsoplevelse ovenpå to års corona-nedlukninger.

- Det knæk, som frivilligheden led under corona, er vendt igen. Folk er kommet tilbage, og de vil gerne bidrage og opleve festivalerne på en anden måde med fokus på fællesskabet, lyder forklaringen fra direktør i Dansk Live, Esben Marcher.

Nu er danskere igen klar til at bytte gratis indgang og musik med noget af vores frihed. De unikke festivalsoplevelser, folk får med i handlen, gør det ekstra attraktivt for mange.

- Jeg tror, at frivilligheden på festivaler kan nogle forskellige ting. Du er med til at lave en festival, som jo er en stor oplevelse for mange mennesker. På den anden side bliver mange også grebet af det og engagerer sig. De får noget med hjem, der giver en form for identitet, fordi de har haft en særlig funktion på en festival, mener Esben Marcher.

Generelt har frivilligheden i Danmark ligget stabilt i antal og engagement i befolkningen siden 2004.

- Det er derfor helt normalt, at det dykkede under corona-pandemien, men nu er det sandsynligvis på vej op igen og ved at finde sin normaltilstand, siger Helle Hygum Espersen, chefanalytiker i VIVE.