Frygtet invasiv marmorkrebs fundet i dansk å: 'Det er forfærdeligt'

Marmorkrebsen er for første gang fundet i Danmark. Og det kan gå ud over både fiskeyngel og åløbet.

De røde alarmlamper blinker langs Karup Å.

Den altædende invasive krebs, marmorkrebsen, er blevet fanget i åen. Og den er stort set umulig at udrydde.

- Det er forfærdeligt. Hvis den først slår sig ned, så er det en af de helt slemme invasive arter, når først den er etableret, siger Morten Vissing, der er zoolog ved Aqua Akvarium og Dyrepark i Silkeborg om fundet af en marmorkrebsen.

Han fortæller, at man ikke ved ret meget om marmorkrebsen, men at den kan formere sig ubefrugtet. Det vil sige, at der kun findes hunner, og at de er i stand til at formere sig med jomfrufødsel.

- Det betyder, at den kan blive meget, meget talrig i vores vandløb, hvis først den får fat, og det har store konsekvenser for de dyr og planter, den vil leve af, fortæller Morten Vissing.

Kan gøre stor skade

Krebsen er på EU's liste over særligt uønskede dyr, og den kan få store konsekvenser for blandt andre Karup Å.

- Folk omkring Karup Å har allerede stiftet bekendtskab med en anden invasiv art, signalkrebsen, og har set, at den kan gøre skade på fiskeyngel, brinker og gydebanker. Denne her har lidt de samme uvaner, siger Morten Vissing.

Netop signalkrebsen kender Schneider Philipsen, formand for Karup Å Lodsejerforening, alt til. Han kalder derfor nyheden om marmorkrebsens tilstedeværelse for "en grim overraskelse", og han frygter for fiskeriet.

- Vi har yngelproces, hvor havørreder kommer op i åen og gyder om efteråret. Den proces er meget sårbar, hvis der er krebs i åen. Så det mangler at blive underøgt, hvordan det påvirker åen, siger Schneider Philipsen.

Sat ud af et menneske

Marmorkrebsen er indleveret til Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg.

Morten Vissing håber, det er en enlig svale. Krebsen kan nemlig kun være kommet til Karup Å på én måde, mener zoologen.

- De kan kun komme til Karup Å, hvis der er nogen, der sætter dem ud, og det er også sådan de har bredt sig rundt i verden, siger Morten Vissing.

Marmorkrebsen er oprindeligt et akvariedyr, og for nogen er den letteste måde at skille sig af med et dyr at sætte den ud i naturen.

- Hvis man har utrolig mange krebs i akvariet og ikke ved, hvad man skal gøre af dem, så er der desværre nogen, som sætter deres dyr ud i naturen, fortæller han.

Det er dog usandsynligt, at de har fanget den éne krebs, som er sat ud.

- Man kan håbe, den er udsat for nylig og vandret direkte ind i et fiskeredskab og fanget. Men det er desværre sådan, at når man støder på invasive arter, er det ofte kun toppen af isbjerget, siger Morten Vissing.

Han vurderer, at forholdene for marmorkrebsen er gode i Karup Å, og det gør den særlig svær at bekæmpe.

Han frygter derfor for åen, hvor der skal sættes massivt ind, hvis formeringen skal stoppe.

- Jeg frygter, at de er i Karup Å og har bredt sig. Hvis det er tilfældet, kan det blive meget svært og meget omkostningsfuldt at få dem udryddet igen, siger han.

Marmorkrebsen har allerede spredt sig i vandløb i Holland, Tyskland, Japan og Madagascar.

Facebook
Twitter