Fundet i juni: Sjakalen fra Karup har ingen nosser

De manglende testikler på den døde guldsjakal, der blev fundet i Danmark, tyder på, at den er undsluppet fangenskab.

En guldsjakal er lidt større end en ræv og mindre end en golden retriever. Her ses en gabende guldsjakal fra Asien. Foto: Bernd Rohrschneide (Foto: Bernd Rohrschneider)

Naturstyrelsen har undersøgt den guldsjakal, der blev fundet død ved Karup i Midtjylland i juni måned, og i undersøgelsen er de ikke stødt på nogle testikler til trods for, at sjakalen skulle være af hankøn.

- Viser det sig, at guldsjakalen er blevet kastreret, betyder det, at den har levet i fangenskab og er undsluppet fra fangenskab, siger biolog Hans Erik Svart fra Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.

Er sjakalen kommet til Danmark ved egen hjælp, så er den nye art Danmarks næststørste rovdyr – kun overgået af ulven.

Ekstrem sjælden gæst

- Meget peger i retning af, at guldsjakalen spreder sig mod nord i Europa, og det kan derfor være en naturlig spredning, der har ledt guldsjakalen til Danmark på linje med ulven.

- I hvert fald viser en hurtig rundspørge til vores europæiske kolleger, at flere og flere lande har stiftet kendskab med den ekstremt sjældne gæst, så det var måske kun et spørgsmål om tid, før den også kom til Danmark. Det må de nærmere undersøgelser vise, siger Hans Erik Svart.

Sjakalen er udbredt i lande som Grækenland, Serbien og det nordlige Italien og er også blevet observeret i Polen og Tjekkiet jævnligt i de seneste ti år. Men sjakalen er også blevet set i lande som Tyskland, Østrig og Litauen.

DNA-prøver foretaget af DCE, National Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, viser, at den fundne guldsjakal ligner de sjakaler, der er observeret i Polen.

Facebook
Twitter