Girlpower: Flere piger griber saxofon og trommer

Rekordmange piger samles til Jazzcamps i vinterferien. Det kan rokke ved den rytmiske musikbranche i Danmark, hvor kun én ud af fem er kvinder.

I alt er 200 piger samlet til Jazzcamps forskellige steder i landet, blandt andet i Herning. (Foto: Mia Vad - DR P4 Midt & Vest)

Flere piger skal få øjnene op for at spille musik. Derfor samles 200 piger her i vinterferien flere steder landet over til JazzCamp kun for piger.

- Jeg håber at få spillet en masse musik, få lært om jazz og lære nogle søde piger at kende, siger 15-årige Liv Nygaard fra Hammerum.

Hun er sammen med ti andre piger til jazzcamp i Herning. Campen skal blandt andet bidrage til at få flere piger ind i musikbranchen, hvor kun én ud af fem er kvinder. For det er en skam, at der er så få, mener projektleder Eva Frost fra Jazzdanmark.

- Kønsbalancen har brug for et ordentligt spark bagi. Derfor prøver vi at give pigerne mulighed og rum til også at indtage musikscenen, siger hun.

JazzCamp for Piger er for piger i alderen 10-15 år, der har lyst til at blive undervist i jazz og improvisation og spille sammen med andre. (Foto: Mia Vad - DR P4 Midt & Vest)

Den professionelle jazzsangerinde Sinne Eeg spillede også selv instrumenter, da hun var yngre. Hun genkender, at det som teenagepige kan være svært at dyrke musik. Selvbevidstheden får tidligere fat i piger end i drenge.

- Pigerne bliver lidt generte ved at stå og spille jazz, improvisere og gøre ting, før de har lært det ordentligt, siger hun.

Men hele humlen er netop, at når man skal lære at spille solo, skal man kaste sig ud i noget, man ikke ved, om man kan finde ud af.

- Jeg kan huske for mit eget vedkommende, at det var grænseoverskridende at spille noget for andre, som de skulle høre, før jeg vidste, at jeg var god til det, fortæller hun.

På Jazzcampen skal pigerne blandt andet prøve kræfter med netop at improvisere og leger for eksempel "tampen brænder" med musikinstrumenter. Den slags bliver faktisk lidt nemmere af, at der kun er piger.

- Pigerne oplever at få en mere tryg måde at angribe instrumenterne på, forklarer Eva Frost.

Underviserne fortæller, at pigerne går frem på en anden måde, når de er samlet. I folkeskolens musiklokale kan drengene hurtigere føle sig trygge med at lave en masse larm.

- Pigerne har et andet behov for at tale om tingene først; men de når lige så hurtigt til et godt resultat som drengene. Det er bare en helt anden fremgangsmåde, siger Eva Frost fra Jazzdanmark.

Facebook
Twitter