Giver praktikplads, bolig og bil: Kommune fedter for at få unge til at flytte til Thy

Thy er på charmeoffensiv og bruger 45.000 kroner per studerende for at lokke dem til at tage en praktikplads i området.

For de fleste vil det være et stort skridt at tage fra Nørrebro til Thy. Men for Maria Mejlhede udviklede en flirt med Thy sig til et længerevarende forhold.

- Selvfølgelig er der langt til Nørrebro, hvor jeg kom fra, men mine fordomme om stedet er krakeleret med tiden og gjort, at jeg faktisk er blevet forelsket i området og blevet meget fascineret af industrien, siger Maria Mejlhede, som i dag har et job på Hanstholm Havn.

Hun er uddannet i kommunikation fra Københavns Universitet. Og med sit job efter sin praktik er hun et godt eksempel på, hvordan projektet ”Fra Bybo til Thybo” ikke kun får folk til at afprøve Thy under et praktikophold, men også bliver hængende bagefter.

- Den succes, vi har haft med det første hold, vi har kørt igennem, viser, at cirka halvdelen af dem bliver i Thy. Så kan man spørge om, det er en dyr eller billig rekrutteringsomkostning, siger Kim Bak Kristensen.

Der er flere unge fraflyttere end tilflyttere i Thy. Men projektet målrettet højtuddannede skal få studerende til at tage deres praktikophold i det nordvestjyske. Et tilbud der koster kommunen, erhvervsforummet og virksomhederne cirka 45.000 kroner.

Og Thy Erhvervsforum erkender også, at de fedter for de unge.

- Vi gør os selv lækre og attraktive og forsøger at få de unge til at sige: Her kunne vi godt tænke os at være – også når vores studie er overstået. Så det er et spørgsmål om at lefle lidt for dem, siger Kim Bak Kristensen.

Gjorde det nemt at tage springet

En af dem, som har bidt på krogen og sagt ja til et tilbud om praktikplads, bolig, bil og deltagelse i forskellige arrangementer i området, er Line Kragelund, der læser til skov- og landskabsingeniør i Nordsjælland, men har skiftet øst- ud med Vestdanmark.

- Det har været utrolig spændende. Altså det er lige det, jeg har gået og drømt om. At få lov og værne om den danske natur, siger Line Kragelund og uddyber:

- Det har betydet, at det lige pludselig var nemt at lave det spring fra Nordsjælland og til Thy.

Thisted Kommune mister i dag flere unge, end der flytter til, og det er en udvikling, man gerne går langt for at vende.

- Hele intentionen bag det her projekt det er at tiltrække nogle kompetencer til Thy, som vi ikke selv har altså nogle fra uddannelsesinstitutionerne i de større byer, siger Kim Bak Kristensen og forklarer:

- Jeg tror vi bor i en del af Danmark, hvor vi har rigtig mange ting at byde på. Vi skal bare have spredt det glade budskab.

Vi skal gøre os fortjent til det

Det er Thisted Kommune, Thisted Erhvervsforum og de involverede virksomheder, der er gået sammen om at dele udgifterne i projektet. En af de virksomheder, som er med i projektet er Thisted Forsikring.

Line Kragelund er gang med en professionsbachelor til skov- og landskabsingeniør og er i øjeblikket i praktik hos Nationalpark Thy. (Foto: Michael Lyck Poulsen © dr)

- Vi skal gøre os fortjent til de unge mennesker. Fortjent til at de unge mennesker synes, at det er spændende at komme herud. Man skal være villig til at forlade storbyenscafe latté-land og så komme herud til os, siger Dennis Rene Petersen, der er administrerende direktør i Thisted Forsikring.

Til sommer slutter Line Kragelunds praktik i Thy. Men for hende har mødet med landsdelen gjort, at hun let kan ende med at følge i Maria Mejlhedes fodspor, så det bliver et på gensyn frem for et farvel.

- Jeg kan sagtens se mig selv her om 10 år, hvor jeg har fundet et arbejde heroppe, siger Line Kragelund.

Facebook
Twitter