Godt nyt til pendlerne: Benzinprisen vil være lav resten af året

FDM forventer, at brændstofpriserne bliver ved med at falde

Vi skal nok forvente billige priser året ud, vurderer FDM.

Brændstofpriserne bliver ved med at falde - og det ser ud til, at bilisterne kan se frem til fornuftige priser længe endnu.

Søndag og mandag så prisen for en liter blyfri 95 sådan her ud på tre jyske tankstationer:

Shell, Fabriksvej, Viborg: Kr. 10,52 Go On, Tim: Kr. 10.38 Ingo, Holstebro: Kr. 10.37

Dermed har priserne fået endnu et stort nøk nedad efter at være faldet hele sommeren.

FDM: Stadig historisk billigt at tanke

- Det er stadig historisk billigt at tanke, og vi skal ikke mange år tilbage, før det kostede næsten 14 kroner at tanke - i hvert fald på listeprisen, siger Allan Skytte, der er forbrugerøkonom hos FDM.

Prisen er kommet helt ned på under 50 dollars per tønde, og det skyldes flere omstændigheder, vurderer Allan Skytte; OPEC-kartellet er faldet sammen på grund af mange olie-udbydere, en aggressiv prisdumping for at få fracking-producenterne, der producerer dyrere olie til at gå konkurs og så atom-situationen i Iran.

- Den aftale som Iran lavede med stormagterne hævede sanktionerne. Det betyder, at der kommer mere olie ud på markedet, og det presser prisen ned.

Brændstofprisen vil fortsætte sit fald

Allan Skytte forventer, at prisen bliver ved med at være lav i hvert fald resten af året:

- Der er ikke rigtigt nogen i markedet, der kan tage teten og hæve prisen. Tidligere var det jo OPEC, men de kan ikke blive enige om en højere pris. Vi skal nok forvente billige priser året ud.

Hvis du vil købe brændstof billigst muligt, så lyder rådene fra FDM: Køb tidligt om morgenen eller sent om aftenen. Køb ved indfaldsvejene til de større byer og hold dig fra tankstationerne på motorvejen.

Facebook
Twitter