Gratis videoskole skal lære flygtningebørn at skrive og regne

Dansk undervisningsportal vil give børn i flygtningelejre og krigszoner skolegang gennem videoundervisning.

Flygtninge og fattige skal have mulighed for at lære ligesom de rigeste elever i verden. Det vil den Herning-baserede undervisningsportal Restudy.dk hjælpe med. (Foto: gokoroko © Freeimages)

Det er svært at gå i skole for børn og unge, der bor i en krigszone eller en flygtningelejr. Videoundervisning kan være løsningen, mener den danske undervisningsportal Restudy.dk, som netop har vundet en international pris for at vise vejen med den innovative ide.

Restudy driver en populær dansk undervisningsportal, hvor videoundervisning dækker pensum fra 0. klasse til 3.g. Samme koncept vil de lave på arabisk.

- Der er masser af mennesker i den arabiske region, som ikke har adgang til skole og hjælp, siger Søren Vandel, der er direktør for Herning-firmaet Restudy.

- Deres verden er sikkert fuld af større problemer, men det her kan hjælpe en lille smule, siger han.

Sponsorer skal sikre gratis undervisning

I Danmark kræver det abonnement, før gymnasier og grundskoler får adgang til video-undervisning og quizzer. Men den arabiske version, Equal Learning, skal være gratis for alle, der ikke kan gå i skole.

- Jeg er ikke bleg for at sige, at jeg også gerne vil tjene penge. Men de mennesker, som bor i krigshærgede områder og flygtningelejre har jo ikke noget at betale med. Så de skal have det gratis, siger Søren Vandel.

Men hvis man hverken har tablet eller computer, hjælper gratis adgang ikke meget. Derfor forsøger Restudy og makkeren Jim Latrache at få hjælp hos One Comeputer per Child eller en anden sponsor.

Ideen er en måned gammel, så først skal de finde pengene til at lave de gratis undervisningsvideoer, og det kan være svært, siger Søren Vandel:

- Men jeg er sikker på, vi nok skal finde en løsning på. Vi har talt med nogle rigtig spændende investorer, og jeg er meget fortrøstningsfuld for, at det kommer til at ske.

International pris for videoidé

Der er potentielt over 100 millioner arabisktalende elever, der kan bruge portalen. Det har i sig selv en værdi at have et stort antal brugere - ligesom på Facebook, Instagram og Snapchat.

Restudy har vundet The Asian Education Leadership Award i Dubai for projektet Equal Learning

I Dubai har entreprenørerne fået en international pris for at vise vejen med den innovative ide. Prisen og planerne om at realisere ideen sætter både firmaet og Danmark på verdenskortet.

- Du kan tro, det er noget, de tager notits af. Vi har allerede været på besøg hos fire forskellige undervisningsministre, fortæller Søren Vandel.

Efter planen er den arabiske undervisningsportal klar til skolestart i august 2016.

Facebook
Twitter