Gymnasium vil genindføre virtuel undervisning - for klimaets skyld

Holstebro Gymnasium vil have hjemmeundervisning syv dage om året.

Louise Pedersen går i 3. g på Holstebro Gymnasium, og er ikke særligt begejstret for udsigten til at den virtuelle undervisning vender tilbage. (Foto: (Privat foto))

Mange af landets gymnasielever nåede i løbet af coronanedlukningen at blive godt trætte af virtuel undervisning.

De lange dage foran computeren med en lærer på en hakkende videoforbindelse og klassekammerater, der gemte sig bag slukkede kameraer, er formentlig ikke savnet.

Men på Holstebro Gymnasium og HF skal eleverne stadig delvist mødes over en videoforbindelse.

- I det her skoleår har vi planlagt et mindre antal virtuelle skoledage, cirka en 6-7 stykker, forklarer rektor Peter Damgaard Lunde.

De nye hjemmedage skal både være til gavn for elever, ansatte og klimaet.

- Vi har både elever og ansatte, der har lang transporttid, og dermed så kan vi mindske udledningen ved transport ved at lægge dagene på forhånd, siger han.

Mindre varme og strøm

Det er meningen, at de planlagte virtuelle dage skal ligge op ad weekender eller skæve helligdage.

- Så lægger vi det i forlængelse af de perioder, hvor skolen er lukket ned alligevel. Og så kan vi egentlig bare udnytte, at vi bruger lidt mindre varme, lidt mindre strøm og lidt mindre vand, siger rektor Peter Damgaard Lunde.

Onlineundervisningens genkomst får en blandet modtagelse hos eleverne.

Freya Luna Andersen Borup, som går i 2.g, synes umiddelbart, at det kan være en god idé.

- Det er noget helt andet at få lov til mandag eller fredag morgen at sidde derhjemme og lave sin undervisning. Altså jeg synes godt, at det kan være en lille smule hyggeligt, siger hun.

Freya Luna Andersen Borup, som går i 2.g på Holstebro Gymnasium, tror godt, at det kan komme til et fungere med udvalgte dage med hjemmeundervisning. (Foto: (Privat foto))

Hun understreger dog, at det er vigtigt, at underviserne planlægger dagene, så de rummer reel undervisning.

Selv bor hun i gåafstand fra gymnasiet, men hun kan godt se en pointe i at spare på transporten.

- De mennesker, der ellers ville køre i bil i skole, behøver ikke at køre i bil, og der forurener man selvfølgelig også en lille smule mindre, siger hun.

'Hurtigere træt i hovedet'

Louise Pedersen, der går i 3.g, er skeptisk overfor, at der igen skal skærmundervisning på skemaet.

- Jeg vil sige, at der er flere minusser end plusser ved det her. Og her snakker jeg ud fra erfaring med halvandet års virtuel undervisning, siger hun.

- For det første er der mindre fokus i timerne, fordi man bliver hurtigere træt i hovedet og får ondt i hovedet af at sidde og kigge ind i en skærm så meget. Og en anden ting er rent ergonomisk, så sidder man dårligere, fordi de fleste vælger at sidde i deres seng.

Hun synes heller ikke, at klimaargumentet holder hele vejen.

- Man kan godt sige, når man sidder derhjemme, så er det godt for skolen, fordi de bruger mindre energi og udleder mindre CO2, men så kommer forbruget jo bare til at være derhjemme, siger Louise Pedersen.

Skal bare tænde for en skærm

Hun kan dog godt se, at der også for nogle var fordele ved skærmundervisningen.

- For dem, der er udadvendte som mig, er det måske federe at sidde oppe i skolen, men de, der er indadvendte, synes måske, at det er federe at sidde hjemme. De kan bedre overskue bare at skulle tænde for en skærm og så lukke den ned og holde fri, når man har fri, siger hun.

Rektor Peter Damgaard Lunde vil ikke afvise, at der kan komme flere virtuelle dage i fremtiden, men først skal de syv dage i år gennemføres.

- Nu prøver vi kræfter med det antal dage i år, og så skal vi have evalueret: Hvad gjorde det så? For det er klart, at der er forskellige holdninger til det. Nogle oplever det som en stor gevinst, andre oplever det slet ikke som en gevinst, siger han.

FacebookTwitter