Halv pris på billetten: Børnefamilier er flittige kulturgæster denne sommer

Museer melder om besøgsrekord. Politikere er klar til at se på billetpriser.

Familien Lund fra Holstebro er en af de mange børnefamilier, der denne sommer er taget på museum, fordi der er halv pris. Billedet her er fra Fregatten Jylland i Ebeltoft. Fra venstre 10-årige Fredrik Emil, 3-årige Ella Sophia, far Allan Møller Lund og 7-årige Malia. (Foto: Privatfoto / Familien Lund)

Sommeren 2020 har i den grad bragt familien Lund fra Holstebro rundt i Jylland til attraktioner og på museer.

- Vi har besøgt Bunkermuseum Hanstholm, Givskud Zoo, Kattegatcentret i Grenå, Fregatten Jylland i Ebeltoft og Jyllands-Akvariet i Thyborøn, fortæller Allan Møller Lund, der er far til tre.

- Det er ingen hemmelighed, at det har haft betydning. Vi er kommet afsted mange flere gange, end vi ville have gjort under almindelige omstændigheder. Der er et økonomisk aspekt i det, siger Allan Møller Lund.

Det samme siger Bodil Jonsen fra Brøndbyøster, der har lagt vejen forbi Kunstmuseum Brandts i Odense.

- Prisen har helt sikkert en betydning. Så kan man nå flere museer til samme pris, og det er ikke uoverkommeligt, når en hel familie skal afsted, siger hun.

Besøgsrekord flere steder

Sommerpakken ser ud til at have haft en effekt. Flere af landets museer melder i hvert fald om rigtig mange besøgende i juli. Især af børn og unge.

Museum Vestsjælland har haft besøg af næsten 2.200 børn under 18 år på museets afdelinger i juli. Det er 64 procent flere end sidste år.

- Børnefamilier og børn er en vigtig gruppe i museumsverdenen. Det er en gruppe, der er meget rift om, så det er superdejligt, at vi har haft mange i år, siger museumsinspektør Eskil Vagn Olsen.

Museumsdirektøren håber, at børnefamilierne nu har fået smag for flere museumsbesøg, også når entréprisen igen hæves med sommerpakkens ophør den 9. august.

- Det er i forvejen gratis for børn under 18 år at besøge statsanerkendte museer, så jeg håber, at de nye brugere får øjnene op for, at det ikke er særlig dyrt at komme på museum, siger Eskil Vagn Olsen

Kunstmuseer får nye gæster

På Kunstmuseum Brandts i Odense kan direktør Stine Høholt melde om en tredobling af besøgstallet, når det handler om børnefamilier.

- Sommerpakken med de 50 procent rabat spiller en stor rolle, men jeg tror også, det skyldes, at vi har flere udstillinger, der appellerer til børnefamilier, siger hun.

Hendes direktørkollega på Kunstmuseet Heart i Herning Holger Reenberg kan også glæde sig over en fordobling af besøgstallet i juli sammenlignet med sidste år.

Også her er det især danske børnefamilier, der har været flittige gæster.

- Vi mærker en begejstring fra folk for initiativet med billige billetter og for manges vedkommende det at være et sted, hvor de aldrig har været før, siger Holger Reenberg.

I Aarhus kan kunstmuseet Aros endda melde om den bedst besøgte måned nogensinde. 126.039 indløste billet til museet i juli.

  • Malia på 7 år og Fredrik Emil på 10 år har blandt andet været med familien på Bunkermuseum i Hanstholm. Normalt går familiens sommerferie sydpå på 14 dages charterferie med all-inclusive og swimming pool.
  • Lillesøster Ella Sophia på 3 år var også med på Bunkermuseum.
1 / 2

Det, at børnene i højere grad kommer på museum, er ikke bare med til at give dem en god oplevelse.

Det er også med til at danne dem, siger Charlotte Ringsmose, der er professor på Institut for Kultur og Læring ved Aalborg Universitet.

- De oplever tingene. Får begreb om det, der står i bøgerne, siger professoren.

Hun håber, at det vil være muligt at holde fast i børnenes og børnefamiliernes øgede interesse for museer og kulturtilbud, når sommerens tilbud om billigere billetter udløber.

- En sommer med de her oplevelser kan have stor betydning for nysgerrigheden og give barnet mod på at lære mere. Det skal man ikke underkende, siger Charlotte Ringsmose.

Ikke alle museer jubler

Organisationen Danske Museer (ODM) er på vej med et spørgeskema til alle medlemmer, når hjælpepakken med halv pris udløber på søndag.

Umiddelbart tegner der sig et billede af, at jo længere vest på museerne er, jo mere positive ser besøgstallene ud, forklarer direktør for ODM Nils M. Jensen.

- Nogle steder er der kæmpe succes, men i hovedstadsområdet er de ligefrem under niveau. Der mangler de ekstremt mange krydstogtsturister og sydeuropæere, siger han.

De gode besøgstal mange steder skyldes dels den billigere entre, men i høj grad også vejret, som denne sommer har været rigtigt 'museumsvejr', som Nils M. Jensen kalder det.

I museumsmiljøet er meningerne delte, når det kommer til, om prisnedsættelse kan være en god idé på sigt.

- Vi må konstatere, at det har haft en betydning. Det må vi have en intern diskussion omkring, og det må vi prøve at samle op på de næste måneder, siger Nils M. Jensen.

Kulturordførere vil se på priserne

Den store interesse for kulturbesøg til nedsat pris har været lidt af en øjenåbner for kulturordfører for SF Charlotte Broman Mølbæk.

- Jeg er glad for, at mange har benyttet sig af sommerpakken. Derfor giver det god mening at se på, om der skal rettes lidt på priserne. For os er det en ulighedsdagsorden. Alle børn og voksne skal have lige adgang til kulturen, siger hun.

Pernille Bendixen, som er kulturordfører for Dansk Folkeparti, er også parat til at se på, om ordningen med billigere billetter skal fortsætte efter den 9. august.

- Min bekymring går dog på finansieringen, hvis det er kulturinstitutionerne selv, der skal betale. De har været hårdt ramt under coronakrisen. Derfor synes jeg, det vil være bedre, hvis det kommer på finansloven, siger Pernille Bendixen.

Kulturordfører for De Konservative Birgitte Bergman mener ikke, at lavere pris er svaret, fordi museerne er afhængige af billetindtægterne.

FacebookTwitter