Halvt læge - halvt forsker. I Thy har de måske et godt bud på løsningen på lægemangel.
For selvom der ikke er mange af dem, så skaber de såkaldte hybridlæger i Nordjylland håb for fremtiden i Thy, når det handler om den store udfordring med at rekruttere læger.
- Vi skal prøve at have en palette af spændende uddannelsestilbud, og vi kan se, at det er ved at bære frugt nu, siger lægefaglig direktør for Regionshospital Nordjylland, Claus Brøckner Nielsen.
Han var med til at starte muligheden for at ansætte de første hybridlæger for et år siden.
En hybridlæge er en læge, der bruger halvdelen af sin tid på at arbejde som læge på en af hospitalets afdelinger og den halvdel af tiden på at forske.
For et år siden blev Charlotte Brix Andersson ansat som hybridlæge på gynækologisk afdeling på sygehuset i Thisted.
- Det har været en enestående mulighed for at komme i gang med at lave forskning - at prøve det af og samtidig bevare den der kontakt til klinikken, som jeg ville være ked af at give slip på, siger hun.
Inden stillingen som halvt læge og halvt forsker havde Charlotte Brix Andersson base i Aalborg. Men muligheden i Thisted trak i hende.
- At jeg fik den mulighed var helt klart dét, der gjorde, at jeg valgte at forsøge at være i Thisted i en periode, siger hun.
Charlotte Brix Andersson vil gerne fortsætte på sygehuset i Thisted.
- Min afdeling er et dejligt sted at arbejde, og der er mange fordele i en mindre afdeling, hvor alle kender alle. Der er ikke langt fra beslutning til handling, siger hun.
De noget anderledes stillinger har i det hele taget skabt interesse for de nordjyske sygehuse, siger Claus Brøckner Nielsen, og han tror, at dét vil trække nye speciallæger til området.
- Det gør, at vi ser mere lyst på fremtiden med hensyn til rekruttering af speciallæger, siger han.
Der er i skrivende stund én hybridlæge ansat på sygehuset i Thisted og to på sygehuset i Hjørring, hvor der er én mere på vej.