Hans homoseksuelle ven følte sig alene: Nu arrangerer Emil den første pride i Vestjylland

Ny forening vil fejre LGBT+-personer i vestjysk muld og vesterhavsbrus.

Emil Sloth Sig håber, at arrangere den første vestjyske pride senest i 2021. (Foto: Steen Færgemand og Signe Heiredal)

Emil Sloth Sig måtte vinke farvel til en god ven.

Vennen er homoseksuel.

Og dét forhold gjorde, at vennen havde svært ved at se en fremtid for sig på deres fælles hjemegn i Ringkøbing tæt på Vesterhavets brusen.

- Han følte, at han stod alene med det at være homoseksuel, og han havde ikke lyst til at blive boende, foklarer Emil Sloth Sig.

Sådan skal det ikke være, mener Emil Sloth Sig. Derfor står han nu selv i spidsen for at arrangere Vestjyllands første pride.

- LGBT+-personer skal ikke kun føle sig velkomne i de større byer. Det skal de også i de mindre byer, siger han.

Vinterbadefestival i Vesterhavet ved Søndervig og Ringkøbing er allerede en stor folkefest i i december. Senest i 2021 kan Vesterhavet også danne ramme om den første pride i Vestjylland. (Foto: Jørgen Kirk © Scanpix)

Mor syntes, det var en dårlig idé

Den vestjyske pride er inspireret af Copenhagen Pride, som blandt andet sætter fokus på social kontrol og mental sundhed i LGBT+-miljøet ved at lave en stor, åben fest.

For mange LGBT+-personer har problemer med selvmordstanker, ryger mere, drikker mere og føler sig mere ensomme, viser undersøgelser.

- Det er jo virkelig tragisk, at det er sådan, og der er brug for, at vi viser, at man selvfølgelig også er en del af fællesskabet - også hvis man er homoseksuel, transperson eller andet, fortæller Emil Sloth Sig.

Siden nytår har han arbejdet på sagen. Han har kun mødt én person på egnen, som syntes, det var en dårlig idé. Det var hans egen mor.

- Hun var bange for, at der var en masse fordomme, som ville ramme mig også, når jeg står på mål for den her dagsorden. Men det har overhovedet ikke været tilfældet. Alle - både på kommunen og i landbruget - synes, det er en god ide, fortæller Emil Sloth Sig.

En kæmpe badetur i Vesterhavet eller festmarch på brosten

Ringkøbing-Skjern Kommune har allerede nikket ja til at støtte projektet, og inden længe begynder planerne for den første vestjyske pride at blive mere konkrete.

11. marts er der generalforsamling, hvor der bliver nedsat en bestyrelse og arbejdsgrupper.

Målet er en pride i Vestjylland senest i 2021. Det er endnu uvist, hvordan den udformer sig.

- Det kan være en stor fest på stranden, hvor vi alle bader i havet, eller det kan være, vi skal marchere rundt i gågaden i Ringkøbing og mødes til taler på torvet. Vi arbejder der, hvor energien er, siger Emil Sloth Sig.

Den vestjyske pride får blandt andet opbakning af Copenhagen Pride.

- Det er fantastisk! Jo mere pride, jo bedre, siger Lars Henriksen, der er forperson hos Copenhagen Pride.

Han genkender Emil Sloth Sigs motivation for at starte Pride i Vest, nemlig at hans ven ikke følte sig som en del af det lokale fællesskab. Det er langt fra den første pride, der er startet på den måde, forklarer han.

I Norge er der for eksempel små bygde-prides, som er skudt i gang for at inkludere LGBT+-personer i det lokale fællesskab.

- Pridebevægelsen står for positiv forandring i samfundet, fokus på mangfoldighed og fællesskaber. Det har vi brug for at få bredt ud alle steder. Det kommer ikke af sig selv, siger Lars Henriksen.

Hos Copenhagen Pride har de nedsat en taskforce, som netop skal hjælpe andre prides med at komme igang. Her er der blandt andet hjælp til sikkerhedshensyn, samarbejde om at booke kunstnere, søge penge hos kommune og sponsorarbejde.