Hans mad og vand frøs til is, men nu er han over halvvejs: Casper padler til Norge på sit surfbræt

Casper Steinfath forsøger som den første i verden af krydse Skagerak på et surfbræt.

Casper Steinfath tog de første tag i Skagerak ud for Hirtshals kl. 01.00 natten til søndag. Nu er han mere end halvvejs i Norge. (Foto: Fredrik Clement)

Efter 11 timer på vandet mangler Casper Steinfath kun 50 kilometer, før han rammer indsejlingen til Kristianssand i Norge. Han kan allerede nu skimte Grimstad på den norske sydkyst fra sit surfbræt.

Casper Steinfath forsøger som den første i verden af krydse Skagerak på et surfbræt. Sidste år måtte han giver op kun 12 kilometer før mål.

Før middag i dag spidsede det til igen: Han ramte en mur og manglede energi.

- Jeg følte mig dvask. Men da jeg fik at vide, at jeg var halvvejs og pludselig kunne se min destination, fik jeg et vildt kick. Nu er jeg super motiveret for at kæmpe resten af vejen, siger Casper Steinfath ifølge en pressemeddelelse over radioen fra sit bræt.

De sidste 10 km. bliver formentlig de sværeste.

På følgeskibet Arriver holder to navigatører øje med vind og strøm forude og stikker den bedste kurs for Casper Steinfath.

Men kulden gav problemer i de tidlige morgentimer, hvor hans medbragte mad og drikkevandet i hans rygsæk frøs til is.

Løsningen blev at give ham lidt varmere vand i tasken.

Planen for de næste par timer er at få ham ind i nogle mindre strømbælter, der kan bære ham det sidste stykke vej til Kristianssand og undgå, at han skal padle mod strømmen.

Navigatørerne forventer, at han rammer Kristianssand mellem kl. 20 og 24.

Følg hans tur live her

Bag sig på sin færd fra Hirtshals til Christianssand har Casper Steinfath en gummibåd med to livreddere om bord, og bag den ligger der en større følgebåd med 12 mand om bord.
FacebookTwitter