Har du betalt til din klub? Corona-lukket idrætsforening bløder medlemmer

Fra i dag kan pressede idrætsklubber søge om penge fra ny hjælpepulje.

Fotograf: Emil Nørgaard

Manglende kontingentbetaling, fald i sponsorindtægter og færre

indtægter
fra frivilligt arbejde presser lige nu idrætsforeninger økonomisk landet over.

Men nu er der hjælp på vej.

Fra og med i dag kan de mest nødlidende foreninger søge om penge fra en corona-hjælpepulje, som organisationerne DIF, Danmarks Idrætsforbund og breddeidrætsorganisationen DGI administrerer i fællesskab.

Det er Kulturministeriet, der har afsat 44 millioner kroner til hjælpepuljen.

De penge falder på et tørt sted, fortæller Peter Vestergaard, der er næstformand for Skive IK. Han mangler

indtægter
for 400.000 kroner.

- Vi skal på den ene eller anden facon have skaffet nogle penge. Vi søger puljen, fordi vi er tvunget til at få dækket hullet, siger han.

Der har ikke været spillet fodbold i Skive IK i syv uger. Derfor har to tredjedele af klubbens medlemmer ikke betalt

kontingent
.

Oveni er et lotteri og andre aktiviteter, der normalt giver penge i kassen, aflyst.

Der skal dog stadig betales løn til blandt andet trænerne.

- Får vi ikke del i puljen, kan vi være tvunget til at trække på kassekreditten eller optage et lån. I en klub, der ikke skal generere et overskud, har vi ikke meget at stå imod med, siger Peter Vestergaard.

Eneste lyspunkt for Skive IK er, at ingen af sponsorerne endnu har trukket deres støtte.

Udvælger dem, der lider mest

En fjerdedel af idrætsforeningerne er lige nu presset økonomisk, oplyser Danmarks Idrætsforbund.

Direktør Morten Mølholm tvivler derfor på, at hjælpepuljen på de 44 millioner kroner er nok.

Men han kalder det en start.

- Vi vil udvælge dem, der lider mest og har mest behov for det. Og give dem en håndsrækning med på vejen, der forhåbentligt kan hjælpe dem over de næste måneder, siger han.

DIF og DGI har tilsammen over 11.000 medlemsforeninger, men idrætsklubber udenfor de to organisationer kan også søge puljen.

- Vi får et væld af

henvendelser
fra lokale klubber, der mærker, at medlemmerne siver. Så det bliver spændende at se, hvor stort presset er på puljen.

Minister: Bak op om din lokale forening

Idrættens minister, kulturminister Joy Mogensen (S), håber, at hjælpepuljen på 44 millioner kroner vil ramme så bredt som muligt.

- Det er vigtigt, at vi bakker op om vores foreninger. Det er vores fællesskab. Vores lokalsamfund. Her vi udfolder os som mennesker, siger hun.

Ministeren er ked af at høre, at mange medlemmer er stoppet med at betale

kontingent
til deres lokale klub.

- Mange danske hjem er trængt og bange for økonomien. Men i det omfang, man kan overskue det, så husk vores forenings- og kulturliv, lyder

opfordringen
fra ministeren.

Der er åbent for ansøgninger til DIF og DGI’s hjælpepulje frem til 15. maj.

Facebook
Twitter