Du kan finde mere end bare skøn natur i Nationalpark Thy.
I dag har parken aftaler med otte aftaler med blandt andet kroer og bryghuse, der samler råvarer i området.
- Jeg synes jo, det er helt fantastisk, siger Ditte Svendsen, skovrider i Nationalpark Thy.
Det er blandt andet havtornen, der har lokket virksomhederne ud i parkens natur.
Surt bær komethitter
Havtornen er ellers ikke ligefrem en ny beboer i nationalparken, men det sure orange bær har gjort kometkarriere, og Ditte Svendsen tilskriver populariteten den nordiske madtrend.
- Jeg tror helt klart, at vi kan sige, at det nordiske køkken har gjort sit indtog, også i de danske hjem. Ting kommer jo lidt i bølger, og nu er det noget som vi har fået øjnene op for igen, siger hun.
Ditte Svendsen er slet ikke betænkelig ved at indgå aftaler med virksomhederne om parkens råvarer.
- Vi vil gerne være med til at understøtte, at de lokale virksomheder kan have nationalparkens råvarer på menukortet. Det er jo også med til at brande hele området, siger hun.
Lokalt fællesskab
De lokale råvarer i Nationalparken er populære hos lokale restauranter og fødevareproducenter. De henter henter alt fra porse til birkeblade i naturen.
En af dem er Thisted Bryghus, der fik den første aftale for små 30 år siden.
- Vi kan jo fortælle, hvor vi plukker råvarerne, og hvor malten kommer fra. Det er meget oppe i tiden nu, og det er med til at sælge produktet, siger Aage Svenningsen, der er administrerende direktør hos Thisted Bryghus.
Det er nemlig heller ikke gået Bryghusets næse forbi, at de nordiske råvarer trender.
Nok til alle
- Det handler om det nordiske køkken og den nordiske øl for tiden, og det betyder alt fra gran til havtorn. Faktisk har vi fået samlet for lidt havtorn til en af vores nye øl, så den er allerede udsolgt, siger Aage Svenningsen.
Det skyldes, at aftalerne med parken har mængdebegrænsninger. Det skal være med til at sørge for, at der er nok til alle, siger skovrider Ditte Svendsen.
- Når vi laver aftaler med virksomhederne, så er det under forudsætning af, at der er til den almindelig skovgæst, som vi jo først og fremmest skal servicere. ´
Private besøgende slipper dog for at søge tilladelse. Man må gerne plukke i parken til eget forbrug, så længe man ikke skader træer og buske.