Heidi fik en datter på 490 gram: 'Jeg følte ikke, jeg var blevet mor'

PORTRÆT: Anne-Kathrine kom til verden 3,5 måned for tidligt, og mens alle kæmpede for hendes liv, famlede hendes mor også efter følelsen af at være blevet mor.

Heidi Toftgaard ligger på en operationsstue på sygehuset i Skejby. Bedøvelsen er ved at fortage sig fra hendes underkrop. Hovedet har været friskt hele vejen igennem, men alligevel er det svært at begribe den virkelighed, hun befinder sig i lige nu.

Hun har svangerskabsforgiftning. Lægerne fandt æggehvidestof i Heidis urin, og hun forsøgte at holde sig i ro i nogle dage på sygehuset. Hovedpinen, væsken i kroppen og en gennemgående mærkelig følelse sled i hende. Og pludselig skulle hun have et kejsersnit. Hun var i fare. Livsfare. Og det var det lille barn i hendes mave også.

Nu er hun blevet mor. Mor til en datter. En jordemoder fortalte i hvert fald, at det var en pige, de fiskede ud af hendes mave. Nu er maven tom, og et rødt operationsar sladrer om, at det var her, den blev tømt.

Døren går op, og ind kommer Dan. Hendes kæreste. Faderen til hendes lille pige.

Han har billeder med af deres datter. Han har lige taget dem med sin telefon oppe på neonatalafdelingen, hvor pigen ligger i respirator. Stadig i livsfare.

- Han viste mig nogle billeder af hende, men det var ikke til at se noget. Der var en lille blå hue, hun havde fået på og så en masse hænder. Jeg kunne ikke se noget ansigt. Hun havde masker over alt.

Men det er altså hendes datter, siger de, og Heidi ér blevet mor. Så hun griber telefonen. For den slags er vigtigt.

- Jeg ringede selvfølgelig til hele min familie for at sige, at nu havde vi fået en lille pige, og hun vejede 490 gram og var 29 centimeter lang.

Men følelsen. Den der følelse af at være blevet mor. Den er der bare ikke. 

Jeg kunne stadig se mine fødder

Et par dage tidligere står Heidi op. Når hun ser ned ad sig selv, kan hun sagtens se dem. Fødderne. De stikker ud under maven, næsten ligesom de plejer. Heidi er gravid, men det er ikke særligt tydeligt endnu. Det er også godt det samme, for hun og kæresten Dan er ikke helt klar.

De har travlt med at renovere Dans fødehjem i Hee ved Ringkøbing og bor på luftmadrasser hos Dans mor. De har ikke planlagt, at de skal være forældre nu, men lidt kludder i et skift af p-piller betyder, at parret nu glæder sig til at blive mor og far. Til marts skal det være.

Men tirsdag d. 29 november vågner Heidi med et hævet ansigt. Hun kan ikke åbne det ene øje, og hovedpinen raser. Igen. Det var også galt i går. Hele graviditeten har hendes krop været fyldt med vand, og i en uges tid har hun haft et mærkeligt ubehag i kroppen.

- Der tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte tage en tur forbi lægen og lige blive tjekket, men jeg var sikker på, at der ikke var noget særligt i vejen.

Men lægen finder hurtigt ud af, at Heidis blodtryk er voldsomt højt, og barnets hjertelyd er svag. Noget er galt.

Få timer efter er hun på sygehuset i Herning, og Dan er med. Heidis forældre er også kommet. I telefonen havde hendes mor insisteret på det. Lidt overilet, synes Heidi.

- Jeg var sikker på, at vi bare skulle scannes og ville få at vide, at alt var fint. Vi skulle jo hjem og bygge hus.

Men Heidis mor tror, at det kan være svangerskabsforgiftning. En livsfarlig tilstand. Heidi og Dan har aldrig hørt om det, men lægerne frygter det samme. De tager prøver. Og de scanner Heidis kun lidt runde mave.

Og så tipper det hele. Virkeligheden er med ét en anden, og Heidi er tættere på en fødsel, end hun anede, da hun vågnede i morges med hævet ansigt.

Scanningen viser, at barnet er meget lille, og at der næsten intet fostervand er omkring babyen. En læge fortæller parret, at Heidi har svangerskabsforgiftning, og at hun skal forløses inden for et par dage. Det er tre en halv måned før termin.

- Jeg tænkte, det kan ikke passe. Det er alt for tidligt. Jeg havde jo ikke engang fået mave - jeg havde knap nok nået at mærke hende.

Dér sætter der sig en frygt i Heidi.

- Jeg tænkte: Hun dør, hvis hun kommer ud nu.

En barn i en pose flyver forbi

Heidi har fået et net på håret, og om lidt skærer de hendes mave op. Hun er på en operationsstue på sygehuset i Skejby. Her har de også en neonatalafdeling, som har ekspertisen til at tage imod børn, der bliver født før uge 28.

For få dage siden - da hun lige var blevet indlagt på sygehuset i Herning, var Heidi kort på fødegangen. Der var alt det, der skal være, når et barn kommer til verden. Også det kæmpe badekar, som nogle kvinder vælger at føde i. Der gisper de sig gennem veerne, presser, puster og vånder sig, og til sidst kan de glade og trætte læne sig tilbage i det lune vand med den nyfødte i armene.

Karret i Herning fik Heidi til at græde: Sådan bliver hendes fødsel langt fra.

I dag torsdag d. 1. december skal hendes lille baby ud. 3,5 måneder før tid. Heidi har været koblet til maskiner, har ikke spist i fire dage og hun, der er bange for nåle, har haft fem forskellige drops i armene. Barnet har også fået medicin, blandt andet noget, som skal hjælpe med at modne hendes ufærdige lunger. Heidi har svedt. Frosset. Og grædt. Barnet i hendes mave burde veje 8-900 gram, men lægerne siger, at den lille kun vejer omkring 500 gram og er underernæret.

Heidi tror selv, det er en pige.

Heidi kan egentlig ikke mærke noget. Efter syv forsøg lykkedes det endelig en overnarkoselæge at få lagt en epiduralblokade, så Heidis ben og underkrop er fuldkommen følelsesløse og lamme. Der er hængt et klæde op, så hun ikke kan se, hvad narkoselægerne, børnelægerne, jordemødrene og sygeplejerskerne foretager sig ved hendes mave. Dan sidder ved siden af i operationstøj. De hiver og fumler med hendes mave, og længere oppe i kroppen kan hun mærke, at det rykker i hende.

- Det er nok den mest ubehagelige følelse, jeg nogensinde har prøvet.

Forinden har Dan og Heidi fået fakta præsenteret: Barnets chancer for overlevelse er “fifty-fifty.”

- Når hun kommer ud af maven, så ville de vurdere, om det er... om det er værdigt for hende at leve. Og hvis det er det, så vil de selvfølgelig gå videre, men hvis det ikke er det, jamen så er det også bedre at stoppe, mens legen er god.

Det er også derfor, at de bestemmer sig for et navn, før de overhovedet har mødt deres barn. En sygeplejerske på stedet har tilladelse til at nøddøbe de små for tidligt fødte. Dan vælger to navne: Anne-Kathrine, hvis det er en pige, sådan som Heidi tror. Og Julius, hvis det er en dreng, sådan som Dan tror.

Lægerne har også spurgt Heidi og Dan, hvad deres ønsker er. Hvor meget de skal kæmpe for at hjælpe det lille væsen til at holde fast i livet.

- Jeg var slet ikke i tvivl: De skulle bare gøre alt, hvad de kunne for hende. Jeg var helt ligeglad med mig selv. Det var hende, der skulle overleve.

Og nu ligger Heidi så her. Om lidt bliver hun mor.

Pludselig siger en læge: 'Prøv at kigge til venstre. Der kommer dit barn.'

Heidi ser en pose flyve forbi. Deri ligger hendes barn. I en varmepose. På vej mod et varmerum ved siden af.

Heidi har instrueret Dan i, at han skal blive ved barnet. Ligegyldigt hvad. Heidi kan ikke selv komme nogen steder. Barnet er vigtigst. Dan skal blive ved barnet.

- Så kommer jordemoderen ind til mig og siger: 'Du har fået en pige, hun er nøddøbt, og de er løbet over på neonatalafdelingen.'

Nu er Heidi mor. Til Anne-Kathrine. Heidi er mor. Det er i hvert fald summen af det, jordemoderen fortæller hende.

At røre ved en gennemsigtig fugleunge

Ud på aftenen ringer de fra neonatalafdelingen. Heidi må gerne komme og se sin datter nu. Men Heidi må ikke forlade sin seng, så sygehuspersonale skubber hende af sted i den. Heidi mærker, at den underlige følelse i kroppen, kvalmen og den hovedpine, som har tynget hende de sidste mange dage, er væk, ligeså hurtigt om moderkagen forlod hendes krop efter kejsersnittet. Heidi har det godt, mens de skubber hende af sted i sengen. På vej mod hendes datter.

De stiller Heidis seng for enden af en kuvøse. Det er her, Anne-Kathrine ligger. Det siger de. Heidi, der ikke må forlade sin seng, forsøger at kigge ind. Forsøger at få øje på sin datter. Det burde være lettere nu end på de billeder med den blå hue og de mange hænder, som Dan havde taget med mobiltelefonen tidligere i dag.

- Men jeg kunne ikke rigtigt se hende.

Det lille menneske er dækket af bobleplast, som skal holde hende lun i kuvøsen. Og der sidder Heidi så i sin seng. Fysisk i bedre form end længe, men med en tom mave og kigger forgæves ind på en lille bunke bobleplast i en kuvøse. Følelserne følger ikke med. Hvad er det egentlig meningen, Heidi skal?

- Jeg følte bare, at jeg var tom.

Næste dag - et døgn efter kejsersnittet - får Heidi lov at stikke sin hånd ind i et hul i kuvøsen. Nu kan hun se Anne-Kathrine. Og hun kan røre hende. Men hun er så lille. Og hun er stadig hudløs nogle steder på lårene. Hun er gennemsigtig.

- Hun trak jo vejret og det hele, men jeg følte stadig ikke, at det var mit barn. Det var en lille klat, der lå derinde under bobleplast - under tæpper i en sauna.

Heidis datter ligner mest bare - en fugleunge.

- Så det var mærkeligt for mig at sige: 'Jeg er blevet mor.'

Hvordan er man mor til en baby på 490 gram?

Den næste tid skal Heidi og Dan lære at være forældre til et ekstremt tidligt født barn. For eksempel skal de lære at holde deres datter. Andre nybagte forældre kan kramme deres nyfødte, kysse baby på næsen og slænge den lille op på skulderen og dappe lidt på ble-numsen, mens mor og far venter på, at en bøvs undslipper den lille mavesæk.

Den går ikke med Anne-Kathrine.

Bare det at få hende ud af kuvøsen er en disciplin i sig selv. Læger og sygeplejersker skal hjælpe til og sikre, at ledninger, slanger, dyner og tæpper sidder rigtigt, og at respiratoren stadig kører. Og Anne-Kathrines hud er skrøbelig. Så skrøbelig, at den kan falde af, hvis hun får tøj på, og ingen må under nogen omstændigheder ae hende.

Heidi er rædselsslagen, første gang hun skal holde Anne-Kathrine.

- Jeg var bange for, at hun gik i stykker. Jeg var bange for, at hun ville stoppe med at trække vejret, når hun kom ud af den kasse, som hun var i sikkerhed i.

Heidi overvejer igen og igen, om den lille pige kan overleve det her. Men det går. Og i flere timer ligger Heidi med sin datter på brystkassen.

Anne-Kathrine må ikke blive flyttet for hurtigt tilbage, for så kan hun blive stresset og sende blodtryk og vejrtrækning op i faretruende højder. Så der ligger Heidi med Anne-Kathrine. Hud mod hud. Lidt ligesom andre nybagte forældre gør. Selvom det slet ikke er, sådan Heidi havde forestillet sig at sidde med sit nyfødte barn, så er det faktisk hyggeligt. Dagen efter er det Dans tur til at sidde med deres datter ved brystkassen. Og det går også godt.

Lige så stille bliver både Dan og Heidi mere og mere involveret i datterens pleje. I starten får hun to milliliter mælk hver anden time, hendes bleer skal vejes, og hun bliver kontinuerligt scannet i hoved og hjerte. Der er stadig risiko for, at Anne-Kathrine pludselig kan dø. Men lige nu ser alt godt ud.

- Til sidst var det os, der gjorde det hele selv. Vi skiftede selv bleen på hende, vi vejede hende, vi vaskede hende - det var os, der skulle gøre det hele, så hun kunne mærke og vænne sig til, at det var os og ikke sygeplejerskerne, der var der.

Anne-Kathrine får lysbehandling til sin hud, og respiratoren er udskiftet med en maske. Scanninger viser, at Anne-Kathrines hjerne er helt normal, og at hjertet har et lille hul, der ikke er farligt.

Faren aftager langsomt. Trin for trin. Og Anne-Kathrine skal bare klare den, tænker Heidi.

Men selvom hun og Dan efterhånden kan klare de fleste plejeopgaver selv, så kæmper Heidi stadig med den manglende følelse af at være blevet mor. Hun troede ellers, det ville gøre en forskel at røre deres lille datter. Komme tæt på hende.

- Jeg tænkte, at hvis jeg får hende ud til mig, så burde jeg også føle, at jeg er blevet mor. Det gjorde jeg ikke.

Heidi ved godt, at det er til Anne-Kathrines bedste. Og der er ikke noget, hun ønsker mere, end at hendes datter klarer den. Men de mange maskiner, fagpersoner og forholdsregler er også som en mur mellem Heidi og det lille barn.

- Mor-følelsen, tror jeg, kommer i, at du må tage dit barn og løfte op og bare kramme. Det måtte jeg ikke. Jeg skulle sidde med hånden inde i sådan en maskine inde i en kuvøse. Det gør bare ikke, at man føler sig som mor - overhovedet.

Tomheden hænger ved, og det forvirrer Heidi.

En prikket babydragt kan vælte en mur

Efter seks uger på sygehuset i Skejby er Heidi tilbage på sygehuset i Herning. På en anden stue ligger Anne-Kathrine sammen med maskiner, der overvåger hende og prompte sladrer, hvis det mindste er galt. Ifølge maskinerne har hun det bedre og bedre, men hele sit korte liv har hun levet på sygehuset i Skejby.

Tanken om at komme tilbage til Herning, tættere på deres hjem, gjorde Heidi både glad og frygteligt bange. For her i Herning kender de jo ikke Anne-Kathrine. Men det garvede personale ved, hvad der skal ske.

- De kunne finde ud af at snakke med os, de tog imod os med åbne arme og fik os til at slappe af.

Anne-Kathrine er 1 måned og 12 dage gammel, og frygten for, at hun skal dø er trådt i baggrunden. De er kommet tættere på deres hjem og tættere på noget, der måske kan blive en helt almindelig dagligdag som en lille familie.

- På en eller anden måde havde jeg fra starten følelsen af, at hun nok skulle klare den. Men der er ingen tvivl om, at jeg først rigtigt turde tro på det, da de begyndte at tale om, at vi kunne blive overført til Herning.

Men når Heidi skal røre ved sin datter, skal hun stadig stikke sine hænder ind i kuvøsens huller. Med mindre hun altså skal løfte hende helt ud - med det virvar af ledninger, slanger, indpakninger og risici, det medfører.

Så Heidi drømmer. Hun har været indlagt i ugevis og vil så gerne gå en tur i Hernings gågade, som ligger 300 meter fra sygehuset. Hun ser andre mødre tage afsted med deres barnevogne. Og hun ser dem komme tilbage til sygehuset og tage deres børn op på armen. Alt det kan det skrøbelige væsen i kuvøsen slet ikke endnu. Og Heidi vil ikke afsted uden Anne-Kathrine. Sæt nu, at der skulle ske noget, mens hun var væk en halv time for at få lidt frisk luft. Så Heidi bliver.

- Det var bare … Det var mega deprimerende, at jeg ikke kunne gøre det.

Men så kommer sygeplejerskerne med et forslag: Er det ikke på tide at få Anne-Kathrine over i en åben kuvøse? Og skal hun ikke også til at have noget tøj på?

- Jeg tænkte 'What?! Tøj på? Det er da fantastisk.'

Heidis mor arbejder et sted, hvor de laver tøj til for tidligt fødte, og Heidi skynder sig at gribe sin telefon. Den samme telefon, som hun ringede på for halvanden måned siden og fortalte sin mor, at hun lige skulle til undersøgelse på sygehuset, fordi hendes blodtryk var lidt højt. Dengang anede hun ikke, hvor mange tårer, smerter, frygt og bekymringer de næste dage og uger skulle bringe. Men nu handler beskeden hverken om blodtryk eller livsfare.

- Mor, få fat på noget tøj!

En vugge bliver gjort klar, og Heidis mor kommer med en masse af det mindste børnetøj, der findes. Størrelse 32 og 38. Den nat kan Heidi ikke sove.

- Jeg tænkte, at det var en kæmpe dag, der ventede. Jeg skulle ikke stikke hænderne ind i to huller mere for at røre hende.

Og så er det nu. Anne-Kathrine kommer over i vuggen. Kuvøsen bliver stillet væk.

Og så sker der noget - med Heidi.

- Jeg kunne bare røre ved hende og bare kigge på hende.

I takt med, at de forsigtigt lirker den første prikkede bodystocking på Anne-Kathrine, vokser der en følelse i Heidi.

- Da hun kom over og fik tøj på, dér fik jeg følelsen. Der kom det endelig, og jeg begyndte bare at tude, fordi jeg tænkte, at det var fantastisk.

Heidi føler sig endelig som mor.

- Ikke at have haft den i halvanden måned, det var skrækkeligt! Men da den endelig kom - jamen, jeg kunne græde, hver gang jeg kiggede på hende.

Man kan synes, at tøj er en overfladisk ting. Men egentlig er det heller ikke tøjet som sådan, der er det vigtige. Det er det indeni.

For den lille baby i den lidt for store, prikkede bomuldsbody er noget helt, helt andet end fugleungen, der lå skjult i bobleplast, respiratorer og slanger på neonatalafdelingen i Skejby. Den lille bylt, som Heidi knap nok kunne få øje på, de første gange hun forsøgte.

Den usynlige mur mellem Heidi og Anne-Kathrine begynder endelig at krakelere her på stuen på sygehuset i Herning. Heidi kan se sit barn. Og mærke at hun er mor.

- Jeg skulle røre ved hende hele tiden. Jeg skulle ordne tøj hele tiden, og om jeg så skulle vaske tøj tre gange om dagen, så var jeg ligeglad, for jeg kunne endeligt vaske babytøj! Jeg kunne give hende tøj på. Jeg havde en milliard huer, og jeg havde strømper og dragter og bukser og jeg... det var der, der løste det op.

En lille, rask pige fylder ét år 

Den næste tid bliver muren mindre og mindre. Små ting får den til at forsvinde lidt efter lidt. For eksempel når Anne-Kathrine får sin iltmaske af.

- Med det samme smilede hun over hele ansigtet, og jeg var lykkelig for at se hende uden maske. Jeg kunne flyve i de dage.

Den første gang, Anne-Kathrine kommer i barnevogn. Den første gang, hun kommer i autostol. Og den mandag i april - 24 dage efter Heidis oprindelige terminsdato - hvor familien endelig bliver udskrevet fra sygehuset. De sætter sig i deres bil og træder ind i det hjem, som slet ikke var færdigt, da Heidi blev indlagt. Men Dan har fået hjælp af familie og venner, mens Heidi har passet på Anne-Kathrine på sygehuset. Og nu er det klar til dem alle tre. De kan slappe af, lege og nyde.

Frygten melder sig stadig hos Heidi af og til. For eksempel da Anne-Kathrine kommer i fuld narkose på Rigshospitalet for at få opereret øjnene. Når Anne-Kathrine med jævne mellemrum skal have tjekket sit hjerte, sit hoved og sine øjne. Og når tankerne falder på fremtiden. Kan Anne-Kathrine følge med? Kommer hun motorisk bagud?

- Men det er ikke til at forudse. Lægerne siger, at hvis det kommer, så kommer det.

Det er kommet bag på Heidi, at et ekstremt for tidligt født barn som Anne-Kathrine kan være så "normal."

- Jeg frygtede, at jeg ville have et halvt barn, der måske var hjerneskadet eller manglede et ben. Man skulle jo have troen på, at man fik et raskt barn, men der var også et eller andet i mig, der ikke turde tro på det. Hver gang hendes hjerte og hoved skulle scannes, havde jeg hele tiden en frygt for, at de ville komme og sige: 'Det fungerer ikke mere.'

Generelt siger man, at jo tidligere barnet er født, jo større er risikoen. Men hos Rigshospitalets videncenter for tidligt fødte børn, understreger de, at der er tale om en "risiko." For selv ekstremt tidligt fødte børn som Anne-Kathrine, der er født mere end 12 uger før terminen - udvikler sig oftest normalt på længere sigt.

Og jo mere "almindelig" Anne-Kathrine er, jo bedre. Så lever Heidi lykkeligt med, at det ind imellem er de "almindelige ting," som får hende selv til at bryde grædende sammen. Som for eksempel da Anne-Kathrine spiste rugbrød for første gang.

- Rugbrød. Det er bare så stort. Det er jo rigtig mad. Det er næsten uvirkeligt. For et år siden tog vi det en time ad gangen. Så en uge ad gangen.

I dag er Anne-Kathrine 1 år gammel. Ligeså skrækkelig hendes første fødselsdag var ét år tidligere, ligeså fantastisk er hendes 1 års fødselsdag. Bortset fra en smule bøvl med motorikken, så kan hun det samme som andre børn på hendes alder - når man altså regner med Anne-Kathrines "korrigerede alder." Det vil sige alderen fra den dag, Anne-Kathrine skulle have været født. Hendes hul i hjertet er vokset sammen, og øjnene skal tjekkes en gang hvert halve år. Men på bundlinjen sidder en glad pige, som er frisk og rask.

Fugleungen, der var gemt i varmeposer og bobleplast, sidder og smiler over kage, gaver og balloner, og efter nytår skal hun i vuggestue - som et helt almindeligt barn.

- Jeg synes, det er vildt at tænke på, at for et år siden, der fik vi en lille pige, der kun vejede 490 gram.

Sådan tænker Heidi i dag.

Heidi, der var gravid i mindre end et halvt år.

Heidi, der var i livsfare.

Heidi, der ikke kunne se og røre sit dødeligt svage barn.

Heidi, der nu endelig kan mærke, hvem hun er:

Heidi - Anne-Kathrines MOR.

Facebook
Twitter