Herningenser hackede sig til tusindvis af intime billeder

En 27-årig mand er kendt skyldig i hacking og blufærdighedskrænkelse. Han frifindes for anklage om voldtægt.

En 27-årig mand fra Herning er i dag fundet skyldig i omfattende hacking, besiddelse af børnepornografisk materiale, blufærdighedskrænkelse og flere tilfælde på ulovlig tvang begået digitalt.

En 27-årig mand fra Herning er fundet skyldig i omfattende hacking, besiddelse af børnepornografisk materiale, blufærdighedskrænkelse og flere tilfælde på ulovlig digitalt tvang eller forsøg på samme.

Den store sag om digitale krænkelser har de seneste måneder kørt ved Retten i Herning, og skyldkendelsen i dag var imødeset med spænding, fordi den 27-årige også var tiltalt for to tilfælde af online voldtægt og et online voldtægtsforsøg.

Ifølge anklageren skulle han have presset kvinderne til at afklæde sig og røre ved sig selv foran kameraet. Ellers ville han true med at offentliggøre nøgenbilleder af pigerne.

Det store juridiske spørgsmål har derfor været, om man kan dømmes for voldtægt efter straffelovens paragraf 216, når offer og gerningsmand ikke befinder sig i samme rum men bag hver sin skærm.

Men det har retten ikke fundet bevist. I stedet er de tre forhold henført under straffelovens bestemmelse om ulovlig tvang og blufærdighedskrænkelse på baggrund af de afgivne forklaringer.

En afgørelse, som forsvarsadvokat Jørn Brandenhoff Schmidt tilfreds med.

- Voldtægt er en alvorlig forbrydelse, og der skal en form for seksuel aktivitet til, før man er inde i den bestemmelse. Det har man ikke ment er foregået her. Man er nået frem til, at det var ulovlig tvang og blufærdighedskrænkelse, og det accepteres af forsvaret, siger advokaten.

Den 27-årige mand har tidligt i sagen erkendt, at han har hacket og besiddet 16.977 intime billeder og videoer af ikke under 512 kvinder landet over.

Det var i en periode over ti år - fra 2010 til 2020 - at den digitale krænkelse fandt sted. Hovedparten af ofrene var mellem 15 og 18 år, og flere af dem har han gået i skole med, arbejdet sammen med eller kendt i anden sammenhæng.

Han lokkede kodeord ud af pigerne under påskud af at skulle hjælpe dem. Dermed fik han adgang til deres billeder og opbyggede en ulovlig samling på tusindvis af filer og børnepornografisk materiale.

Han delte også eller forsøgte at dele materialet videre til andre, men blev kun dømt for videredeling i få af tilfældene, fordi resten af sagerne er forældet.

Selv har han i løbet af retssagen forklaret, at det blev et slags "fix" for ham at få fingre i de intime billeder og videoer.

Stribe af erstatningskrav

I retten har 516 kvinder været repræsenteret af fem advokater. Mere end 400 af de krænkede kvinder har rejst et erstatningskrav mod den 27-årige. De ønsker i gennemsnit 40.000 kroner hver.

En af dem er 21-årige Ida Bodemann, som i 2018 fik hacket sine sociale medier og stjålet flere private billeder. Hun var også mødt frem i retten i dag for at overvære skyldkendelsen.

- Man kan ikke sætte pris på, hvad vi har været igennem.

Selv har hun gået i terapi og til psykolog for at bearbejde den digitale krænkelse.

- Jeg har generelt haft nogle udfordringer på det punkt, og det er ikke blevet bedre med den her sag oveni. I dag var et skridt i den rigtige retning, men jeg får først sat punktum, når han får sin dom, siger hun.

Det bliver den 10. juni, at Retten i Herning tager stilling til, hvilken straf den 27-årige herningenser skal have, og hvorvidt kvinderne får en erstatning.

Anklager Linette Lysgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi havde i anklageskriftet krævet en forvaringsdom til den 27-årige, men efter han er blevet frikendt for online voldtægt, vil hun ikke udtale sig om, hvorvidt anklagemyndigheden stadig opretholder kravet.

Til gengæld hæfter anklageren sig ved, at i flere af forholdene har dommere og nævninge ikke været enige.