Kvinder kan tage sagen i egen hånd, hvis de vil undgå livmoderhalskræft.
De kommende måneder modtager 6000 kvinder et brev fra Region Midtjylland. Det gør opmærksom på, at de selv kan opsamle en prøve.
- Baggrunden for, at vi laver projektet er, at vi ved, at knap hver tredje kvinde i Region Midtjylland ikke deltager i screeningsprogrammet for livmoderhalskræft, siger projektleder Mette Nielsen fra Afdeling for Folkeundersøgelser i Region Midtjylland.
Kvinderne bryder sig ikke om at få foretaget en gynækologisk undersøgelse hos lægen, og de orker ikke at bruge tid på det, forklarer Mette Nielsen.
- Det er særligt problematisk, fordi halvdelen af alle nydiagnosticerede tilfælde af livmoderhalskræft i Danmark findes hos kvinder, der ikke regelmæssigt har deltaget i screeninger, siger Mette Nielsen.
Nu kan kvinderne altså i stedet få tilsendt en lille, lyserød tamponlignende børste, så de selv kan tage en prøve. Prøven lægges i en frankeret svarkuvert, som sendes direkte til patologisk institut i Randers, som undersøger prøven.
Hvert år får 350 kvinder i Danmark konstateret livmoderhalskræft.