Holger Danske får nyt hjem

Sidste år var Holger Danske til salg. Nu får han permanent adresse i Skjern, hvor køberen er fra.

"Når Danmark stander i våde, så vil Holger Danske vågne op til dåd," lyder sagnet om statuen.

En statue af Holger Danske får nu pernament adresse på Mølletorvet i Skjern.

Statuen fik massiv omtale sidste år, da den var på auktion ved Lauritz.com, hvor prisen endte på 3,2 millioner kroner.

Indtil videre har Ringkøbing-Skjern Kommune lovet 100.000 kroner til fonden bag statuen. Pengene skal bruges på blandt andet fliser på torvet, hvor statuen får plads.

Fire parkeringspladser bliver nyt kongedømme

 Planen er at omdanne fire parkeringspladser til statuens nye kongedømme.

- Nu har vi fået Holger Danske herud, så skal vi også have ham indrettet pænt, siger Ole Kamp, der er formand for Teknik og Miljøudvalget i kommunen.

Ny beboer giver måske plads nyt navn

Mølletorvet får muligvis nyt navn i forbindelse med den ny beboer. I morgen skal det afgøres, om statuens nye hjem i fremtiden skal hedde Holger Danskes Plads.

- Gerne for min skyld, siger Ole Kamp, der mener, at statuen har gode odds for at sætte sit navn på torvet.

Siden erhvervsmanden Jørgen Axelsen fra Skjern for snart et år siden vandt auktionen om den 2 tons tunge statue, har Holger Danske været vidt omkring i kommunen. Blandt andet har "han" været til håndboldkamp, i vikingelandsbyen og forbi Ringkøbing-Skjern Museum.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk