Hvad skal vi laaave? Sådan får du en nem og billig ferie med børn

Det kan være svært at finde på aktiviteter med børnene i ferien. Men det behøver hverken være dyrt eller svært.

Noget af det bedste at gøre med sine børn i ferien er at slappe af og ikke foretage sig en helt masse, siger institutionsleder Mette Tipsmark. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2013) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

En hel sommerferie med børnene. Det kan give sved på panden hos mange forældre. For hvad skal man finde på af aktiviteter til børnene? For de skal jo ikke gå og kede sig.

Men man skal slet ikke være så bekymret for at lade børn kede sig, mener Mette Tipsmark, der er leder af Tapdrup Børnehus i Viborg.

- Forældre, tror jeg, er nervøse for, at de ikke kan indfri børnenes forventninger. Men det eneste, børnene vil, er at have forældrene, siger Mette Tipsmark.

I rundspørge, som DR har foretaget blandt alle landets daginstitutioner, har 1.377 ud af 3.665 daginstitutioner svaret.

Og blandt de 1.377 daginstitutioner er det mere end ni ud af ti af daginstitutionerne, der opfordrer forældrene til også at give børnene ferie i sommerferien.

I Tapdrup Børnehus gør Mette Tipsmark meget ud af at tale med forældrene om, hvilke simple og gode aktiviteter, de kan lave med børnene - også hvis man ikke har et stort sommerferiebudget eller ikke har bil.

- Noget af det bedste, man kan gøre, er at slappe af, forklarer hun.

Hvis der alligevel skal lidt mere til, er der masser af aktiviteter lige rundt om hjørnet.

- Man kan lave huler hjemme i stuen, tage en pyjamasdag, hvor man bare får lov til at ose rundt i nattøj, til man ikke gider mere, siger hun.

Desuden foreslår hun at slå et telt op i haven. Bruge bibliotekterne, der er fyldt med gratis aktiviteter. At man bager boller. Samler hybenblade og enten laver gele eller parfume af det.

- Eller man kan gå ud om aftenen og gå rundt med en lommelygte og lyse på ting. Det er dødspændende, siger Mette Tipsmark.

Eller også kan man kaste sig ud i to gamle klassikere:

- Spil Ludo og lær børnene at tabe. Man kan hjælpe dem til, hvordan de kan vinde, men lad dem også tabe indimellem. Det er helt fint, siger institutionslederen og peger på endnu en leg.

- Lav korthus af spillekort. Det er genialt. Det er jo spændende at se, hvor højt man kan få et korthus, og man kan gøre det både inde og ude, siger hun.

Lad børnene være med

Nogle forældre vælger at lade deres børn tage et par ekstra dage i institution, fordi de selv har travlt med at lægge ny terrasse eller male huset, så de hurtigt kan blive færdige.

Men det er der ingen grund til, lyder det fra Mette Tipsmark.

- Nej nej nej, børnene skal være med. De elsker at gøre noget i fællesskab, og så vi er stolte af det, vi har lavet sammen. Desuden passer man også også lidt bedre på det, man selv har været med til at lave, siger Mette Tipsmark.

Børn er nemlig gode til at hente ting, som mor og far har brug for.

- De elsker at bære for eksempel sand og sten, siger Mette Tipsmark.

Og man skal ikke være bange for at lade børnene hjælpe. Hvis der skal males, kan de blot udstyres med en sort plastiksæk med huller til hoved og arme. Og hvis børnene er helt små, kan en pensel og glas med vand også sagtens udgøre det for rigtig maling.

- De synes stadig, de maler, fordi vandet får det til at skifte farve, siger Mette Tipsmark.