'Hvis du kommer hjem, slår de dig ihjel': Penge er ikke nok til at få Adrees til at tage hjem til Syrien nu

Den nye finanslov skal gøre det muligt at give penge til udlændinge, der vil rejse hjem til usikre lande.

Adrees Hussein Abdullah kom til Danmark for fire år siden. Året efter fik han sin kone og tre børn med sig. (Foto: © Dr)

Adrees Hussein Abdullah og hans familie vil gerne hjem og hjælpe deres syge forældre i Syrien, men det er alt for farligt lige nu.

Regeringen og Dansk folkeparti er ellers parat til at hjælpe ved at styrke repatrieringsordningen, der er en økonomisk støtteordning til flygtninge, der er villige til at rejse hjem. Førhen har det ikke været muligt for eksempelvis syriske flygtninge, fordi FN stadig vurderer landet som usikkert.

Men pengene er ikke nok til at overtale Adrees Hussein Abdullah og hans familie til at tage hjem lige nu.

Først flygtede de fra Aleppo til en mindre by, Afrieen, som er på størrelse med Herning, hvor de bor idag.

Da krigen i Syrien blev for meget, kiggede de mod Danmark, som de havde hørt skulle være et fredeligt og demokratisk land.

Men da Adrees Hussein Abdullah for fire år siden kom til landet, kunne han ikke genkende det billede.

- Det var ikke det, vi havde drømt om. Ikke det, mine børn havde drømt om, siger han.

De har haft en blandet tilværelse i Danmark, præget af både hjælpsomhed og racisme. Men det er sidstnævnte, der har fyldt mest, synes han.

Derfor anmodede de om at få støtte til at komme hjem til Syrien på et tidspunkt, hvor det så ud til, at der var ved at komme ro på i hjemlandet. Men det kunne ikke lade sig gøre på grund af han og familien har midlertidig beskyttelsestatus, som indtil nu ikke har kunnet få repatriering.

Nu har situationen ændret sig i Syrien, og Adrees Hussein Abdullah har ikke længere mod på at tage hjem. For det er farligt. Alt for farligt.

Han vil ellers gerne hjem og tage sig af sine syge forælde, men de siger, han skal holde sig væk.

- De siger til mig, at jeg ikke skal komme. De siger, at hvis jeg kommer derned, bliver jeg slået ihjel af ISIS.

Hjemme er lige nu Danmark, selvom Syrien altid er hjem

I Herning har han lavet en butik sammen med sin kone Idat Ali. Den er lavet efter syrisk forbillede og sælger alt fra slik fra hjemlandet til islamisk pynt.

Butikken byder på en noget anden tilværelse, end den de var vant til i Aleppo. Adrees Hussein Abdullah er uddannet læge, og Idat Ali arbejdede som lærer.

Hvis situationen var en anden, ville Adrees Hussein Abdullah gerne tage sin familie med tilbage. Men situationen er ikke til det, og det er ikke økonomien, der spiller en rolle.

Skulle det se anderledes ud inden for et år eller halvandet, kunne han godt finde på det. Men problemet er, at jo længere tid der går, desto sværere bliver det at forlade Danmark igen, fordi hans børn nu har været her i tre år og er ved at slå rødder.

- Vi kan godt tage hjem om tre måneder eller måske et år. Men hvis der går tre, fire eller fem år, er de jo nærmest blevet danskere. Så bliver det rigtig svært.

Den ældste datter går i gymnasiet, sønnen er 17 og går i 10. klasse, mens den yngste lige er begyndt i skole.

Hvis familien vælger at tage hjem, er muligheden for støtte en stor hjælp, siger Adrees Hussein Abdullah. Da de flygtede fra Syrien mistede de alt.

Repatrieringsstøtten lyder på 133.866 kroner for hver person over 18 år, der søger. Pengene gives til at etablere sig i hjemlandet igen og hjælp til rejseudgifter.

Siden oprøret i Syrien startede i 2011, er 5,6 millioner mennesker flygtet. FN meddeler at 40.000 af dem er vendt tilbage i år på trods af advarsler om, at det stadig er usikkert.