Ingen ved, hvor skrubberne bliver af. Nu farver forsker fiskens øresten for at spore dem

I årevis har myndighederne sat babyskrubber ud i Limfjorden. Nyt projekt skal opklare, hvad der sker med dem.

Her bliver badet med farvestoffet alizarin gjort klar. Farven sætter sig i babyskrubbernes øresten og vil kunne ses under mikroskop som en fluorescerende ring. (Foto: © Quentin Gentili - DTU Aqua)

Rødbedefarvet væske skal hjælpe forskere med at blive klogere på den måske mest populære fisk i Limfjorden, skrubben.

Fiskeplejen i Danmark har sat hundredtusindvis af skrubbeyngel ud siden 1993. For der er nemlig blevet langt mellem de flade fisk, der ellers tidligere var talrige i fjorden.

Men trods indsatsen kniber det stadig for fritidsfiskerne i Limfjorden at få de flade fisk i nettet.

- På nuværende tidspunkt ved vi ikke, om skrubberne svømmer ud af fjorden, før de er vokset ind i fiskeriet i Limfjorden. Det vil være godt at finde ud af, om fiskeudsætningerne kommer fritidsfiskerne til gode, siger forklarer marinbiolog Mette K. Schiønning fra DTU Aqua.

Et nyt forskningsprojekt skal undersøge, hvad der sker med de mange skrubber, som bliver sat ud i fjorden.

  • Det røde farvestof alizarin er et af de mest ansvendte fluorescerende stoffer til massemærkning af fisk. (Foto: © Quentin Gentili - DTU Aqua)
  • Skrubben er den mest populære fisk at fange for fritidsfiskere, og hver år sætter myndighederne mellem 50-100.000 små, opdrættede skrubber ud i Limfjorden. (Foto: © Mette K. Schiønning - DTU Aqua)
  • De små, opdrættede skrubber bades i farvestoffet én gang, før de sættes ud i Limfjorden. (Foto: © Mette K. Schiønning - DTU Aqua)
  • Der findes flere forskellige fluorescerende stoffer til massemærkning af fisk. Her er det et foto fra et andet forskningsprojekt, som viser en øresten fra en 4-årig torsk. Den fluorescerende ring er et resultat af, at den har fået indsprøjtet farvestoffet tetracyclin i forbindelse med et internationalt mærkningsstudie i Østersøen, 'Tagging Baltic Cod'. (Foto: © Karin Hüssy - DTU Aqua)
1 / 4

Farver fiskens øresten

DTU-Aqua farver de små fisks øresten orangerøde og selvlysende, så de på den måde bliver lette at genkende dem, når de er blevet fanget som voksne.

Øresten er små bruskstykker, som alle fisk har i hovedet. Med farvestoffet alizarin indfarver forskerne ørestenene på de små fisk og giver benskiven i ørestenen en selvlysende, orangerød farve.

Alizarin afløser andre dyrere og mere besværlige måder at mærke fisk med. Tidligere har forskere blandt andet klippet finnerne eller skudt mærker i skrubberne

Farvestoffet skader ikke fisken, forklarer Mette K. Schiønning, og så er det billigt og hurtigt at arbejde med.

- Mange af mine kolleger har allerede anvendt produktet til mærkning af andre fisk før, blandt andet til torskeæg, gedder og pighvar.

Fritidsfiskere sætter garn eller ruser ud langs de danske kyster som hobby. (Foto: © Morten Lerkenfeldt Sørensen - DR)

Fiskere skal hjælpe med indsamling

Det er ikke til at spotte en farvet skrubbe-øresten med det blotte øje. Det kræver laboratorieudstyr.

Derfor er forskerne også afhængige af, at fritidsfiskerne samler øresten fra de skrubber, de fanger, og sender dem ind til DTU Aqua.

Projektet lover godt, siger formanden for de danske fritidsfiskere, Arne Rusbjerg fra Aulum:

- Det er væsentlig viden for os. Det er rart at vide, hvor fiskene bliver af, når de vokser op og senere skal gyde igen.

For fritidsfiskerne er skrubben særdeles vigtig. Den kan nemlig levere filetter til både stjerneskud og til stegepanden.

Det er fritidsfiskerne selv, der ved at betale statsligt fisketegn til 300 kroner sørger for, at staten har penge til at opdrætte skrubber.

De små skrubber er blevet indfarvet som forsøg. De første indfarvede skrubber bliver sat ud i Limfjorden til sommer næste år.

De første øresten fra skrubber skal samles ind i 2025.