Ingen vold eller ballade: Politiet roser VM-ishockeyfans til skyerne

Politiets døgnrapport er usædvanligt tom under ishockey VM i Herning.

Hos politiet er sikkerheden i fokus, hvor betjentene er udstyret med skudsikre veste og maskinpistoler. Stemningen blandt fansene er generelt som det ses på billedet her foran Boxen i Herning - glad og uden problemer. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

'Vi ved ikke helt, hvordan I bærer jer ad, men det, I gør, virker - bliv ved'.

Sådan skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter og viser samtidigt et foto af en hel tom døgnrapport. Lige nu huser Herning tusinder af ishockeyfans fra blandt andet Canada, Finland, Letland, Sydkorea og Tyskland. Alligevel har politiet meget lidt at lave.

- Her er usædvanligt stille. Det er lige før, at vi har færre sager end på en normal dag i Herning, siger vicepolitiinspektør Morten Bujakewitz, som er leder af beredskabscentret hos Midt- og Vestjyllands Politi.

De mange ishockeyfans fester ellers igennem. Ifølge politiet bliver der drukket mange øl både i midtbyen af Herning og i fanzonen omkring Boxen i Herning, hvor kampene spilles. Men stemningen koger sjældent over.

- Vi har haft to danske fans, der kom op og skændes om en siddeplads, samt en nordmand og en lette, der kom op at toppes i nattelivet. Men ingen har siddet i detentionen, og vi har heller ikke haft brug for de ekstra pladser i arresthusene, som vi ellers har reserveret til VM i ishockey, siger Morten Bujakewitz.

https://twitter.com/MVJPoliti/status/994831535609204736?ref_src=twsrc%5Etfw

Han var selv i Køln i Tyskland under sidste års VM for at se, hvordan tysk politi håndterede opgaven. Dengang lød meldingen, at der stort set ingen ballade var. Og billedet går altså igen her i Danmark.

- Ishockeyfans har en speciel kultur. Som jeg ser det, sætter de det sportslige i centrum, mens rivalisering mellem nationer og klubber er skubbet i bagsædet, lyder det fra vicepolitiinspektøren.

Maskinpistoler og droner

I stedet bruger politiet tiden på at hjælpe eventuelt vildfarende ishockeyturister på rette vej, samle hittegods og forene bortkomne børn med deres forældre.

- Og så bliver der taget usædvanligt mange selfies med politiet. Vores indsats går ud på at være venlige og hjælpsomme. Og selv om det vækker lidt opmærksomhed, at vi går rundt omkring Boxen iført skudsikre veste og maskinpistoler, så forsøger vi at afdramatisere det og vise, at der er glade politifolk under vesten, siger Morten Bujakewitz fra Midt- og Vestjyllands politi.

En drone over Boxen er samtidigt med til at give politiet et overblik, når flere tusinde folk skal til og fra ishockeykampene. Blandt andet for at undgå for store trafikale problemer.

- Det er også gået forbavsende gnidningsfrit med trafikken, tilføjer han.

I det hele taget har lederen af beredskabscentret kun kæmpe ros til de mange ishockeytilskuere.

- I modsætning til fodbold, hvor fans sidder adskilt, sidder ishockeytilskuerne blandet i Boxen. Det forløber også uden problemer, tilføjer han.

Ishockey VM i Danmark varer frem til den 20. maj, hvor der spilles kampe i henholdsvis Herning og København.

Facebook
Twitter