Intet afgjort: Stort drama om borgmesterkæden i Ringkøbing-Skjern

Der bliver stadig forhandlet intenst om borgmesterkæden i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Kristendemokraternes Kristian Andersen (tv) og Venstres Hans Østergaard (i midten) har de store smil på under valgaftenen. (Foto: steen færgemand)

Det blev en lang nat på rådhuset i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Mere end 14 timer efter at valgstederne er lukket, bliver der stadig forhandlet om borgmesterkæden i den vestjyske kommune, hvor Venstre traditionelt har siddet tungt på borgmesterposten.

For der er nemlig en udfordring i kommunen.

Kristian Andersen fra Kristendemokraterne vil være borgmester.

Søren Elbæk fra Socialdemokraterne vil være borgmester.

Og Hans Østergaard fra Venstre vil være borgmester.

Kristendemokraterne buldrer frem

Venstre er gået tilbage med otte procentpoint og lander på 36,9 procent af stemmerne. Selv om de har fået mere end hver tredje stemme kan de ikke opnå et flertal med opbakning fra Dansk Folkeparti.

Og selv om det ser svært ud for Venstre, vil de endnu ikke kaste håndklædet i ringen.

Kristendemokraterne med Kristian Andersen i spidsen har derimod haft et kanonvalg i Ringkøbing-Skjern Kommune, og er gået fra tre til seks mandater.

De har fået 15,5 procent af stemmerne.

Dermed har Kristendemokraternes borgmesterkandidat, Kristian Andersen en reel chance for at blive ny borgmester i kommunen.

- Vi har fordoblet vores mandatantal, så der er ingen tvivl om, at det parti, der har taget de mandater, som Venstre har smidt, det er Kristendemokraterne. Derfor synes jeg også, vi står med et stærkt forhandlingsudgangspunkt, siger Kristian Andersen og fortsætter.

- Jeg har fået det bedste valg i Ringkøbing-Skjern Kommune med mange personlige stemmer, og det er vel borgernes måde at sige, at vi er klar til at sende Kristian Andersen i borgmesterstolen.

Socialdemokrat vil også være borgmester

Men han skal ikke være for skråsikker. Socialdemokratiets Søren Elbæk fra socialdemokratiet giver ikke posten væk uden videre.

- Det er jeg ikke sikker på han skal, siger Søren Elbæk på spørgsmålet om, hvorvidt det bliver Kristian Andersen, der skal stå i spidsen i Ringkøbing-Skjern.

- Jeg er gået til valg på at stille mig til rådighed i Ringkøbing-Skjern Kommune, og det kandidatur fastholder jeg. Jeg mener, jeg er den rigtige borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, siger Søren Elbæk.

Lige nu forhandler Kristendemokraterne og Socialdemokratiet sammen med SF og Fjordlisten - tilsammen har de et flertal.

Men ifølge Venstres borgmesterkandidat Hans Østergaard, har Venstre heller ikke kastet håndklædet i ringen.

- Vi er fortsat det største parti, og ud fra det vil vi kæmpe for at vi fortsat sidder i borgmesterstolen, siger Hans Østergaard.