Der findes allerede en børnetelefon, og der findes også en gifttelefon, hvor du kan ringe, hvis du har mistanke om forgiftning. Nu kommer der en ulvetelefon.
Hvis du oplever eller har mistanke om et formodet ulveangreb på husdyr, kan du fra 1. juli ringe til Naturstyrelsens vagttelefon.
- Det gør vi, fordi der er nogen, der synes, det er svært lige at vide, hvordan man får fat i Naturstyrelsens ulvekonsulenter, og hvem man skal tage fat i. Så nu vil vi gøre det så enkelt som muligt for folk ved at oprette den her vagttelefon, forklarer Mads Jensen, der er kontorchef i Naturstyrelsen.
Efter et formodet ulveangreb skal man hurtigst muligt kontakte Naturstyrelsens ulvekonsulent, så der kan ske en nærmere undersøgelse af de dræbte eller aflivede dyr.
Det er vigtigt, at de døde dyr ikke håndteres eller flyttes, men at de eventuelt bliver tildækket efter aftale med ulvekonsulenten, så mulige DNA-spor ikke forurenes af andre dyr.
God idé, mener fåreavlere
Jørgen Blazejewicz fra Idom ved Holstebro er den fåreavler i landet, der har haft flest dokumenterede ulveangreb på sine dyr.
Han hilser den nye ulve-hotline velkommen.
- Det er længe ventet. Det er godt, at der kommer et entydigt kontaktpunkt, hvor man kan få fat på én, der ved noget om ulve, siger han.
Det har nemlig tidligere været lidt uoverskueligt, hvad man hidtil skulle gøre i tilfælde af ulveangreb, og Naturstyrelsens ulvekyndige har nogle gange været i gang i døgndrift i forbindelse med de hyppige angreb.
Henning Nielsen, der er formand i Dansk Fåreavl distrikt Midt-Nord, kender ligefrem til flere hobby-fåreavlere, der har solgt deres dyr, fordi de ikke vil risikere ulveangreb.
- Det er jo ubehageligt, hvis man skriger efter hjælp, og man ikke kan få det, forklarer han.
Han tager imod initiativet med åbne arme og tror, at vagttelefonen - og løftet om hurtigt hjælp - vil give ængstelige fåreejere ro i sjælen.
Få en ulvekonsulent i røret
- •
Der er fire ulvekonsulenter i Jylland, og det er én af dem, der besvarer ulve-telefonen.
- •
Konsulenten tager en snak med den, der ringer om, hvad der er sket, og lægger en plan for, hvordan det skal håndteres derfra.
- •
Ulvekonsulenterne havde 95 udrykninger i 2017, og der er flere opkald end det, så der vil nok komme nogle hundrede opkald på ulvetelefonen om året, estimerer Mads Jensen, kontorchef i Naturstyrelsen.