Kæmpe ornitologisk sensation: Vestlig Middelhavsstenpikker 2000 kilometer på afveje

En Vestlig Middelhavsstenpikker blev onsdag formiddag spottet ved Hjarbæk Fjord.

En Vestlig Middelhavsstenpikker er set i Hjarbæk Fjord ved Limfjorden. Den skulle have været til Afrika og er derfor cirka 2000 kilometer på afveje. (Foto: Pia Odgaard)

I halvanden time var amatørfotograf Pia Odgaard tæt på én af de helt sjældne gæster i Danmark, da hun fulgte i hælene på en fugl ved navn Vestlig Middelhavsstenpikker ved Hjarbæk Fjord nord for Viborg.

- Det var et fuldstændig tilfældigt held. Jeg kom gående, da den lettede ved siden af mig. Hvis den ikke havde gjort det, havde jeg sikkert ikke lagt mærke til den, fortæller Pia Odgaard.

I øjeblikket var hun dog ikke klar over, at det var en ornitologisk sensation, hun havde i kameraets søger.

- Jeg havde en mistanke om, at den ikke skulle være her på den her årstid. Men jeg var ikke sikker på, om det var en almindelig art eller én af de mere specielle, fortæller Pia Odgaard.

Den lille fugl, hun havde held med at tage et billede af, er 14-15 centimenter, og den er i dén grad på afveje. Den skulle nemlig have tilbragt julen under varme himmelstrøg syd for Sahara. I stedet er den altså endt ved havnen i Virksund i Hjarbæk Fjord cirka 2000 kilometer i den gale retning.

- Det er en stor sensation. Det er måske første gang nogensinde, den er set i Skandinavien om vinteren, fortæller ornitolog ved Grenen Fuglestation, Rolf Christensen.

- Vi ved ikke, hvorfor den er blevet fejlorienteret. Men det er det, der gør, at vi nogle gange ser sjældne fugle i Danmark.

Overlever næppe vinteren

Det er blot femte gang, en Vestlig Middelhavsstenpikker er set i Danmark, og det er aldrig sket så sent på året.

Selv om vi har milde vintertemperaturer lige nu, overlever fuglen næppe.

- Den overlever ikke, hvis vinteren sætter ind, så inden vinteren slutter, får den et problem, vurderer Rolf Christensen.

Han forklarer, at når de sjældne fugle bliver spottet i Danmark, skyldes det som oftest, at de har fejlorienteret sig, og chancen er minimal for, at den sætter kursen sydpå igen.

- Hvis den nogensinde kommer på rette kurs, kan den måske overleve. Men mit bedste bud er, at den flyver videre mod nordvest, siger han.

Lokker fugleinteresserede til fra nær og fjern

Den sjældne fugl har da også fået mange til at starte bilen og køre til havnen i Virksund, hvor fuglen holder til.

En af dem, er Jan Lindgård Rasmussen fra Store Fuglede på Sjælland.

Via Dansk Ornitologisk Forening hørte han om den sjældne fugl, og tidligt torsdag morgen kørte han afsted – betalte broafgiften over Storebælt – og satte kursen mod det midtjyske. En tur på tre timer hver vej.

- Det giver et sus at se den. Og det er jo både lidt irriterende, at man ikke kan lade være med at køre så langt, men også lidt egoistisk at tage en formiddag for mig selv, siger Jan Lindgård Rasmussen.

Han er en af de aktive fuglespottere. Cirka 10 gange om året kører han ud for at se på sjældne fugle - og også gerne langt.

- Jeg har været heldig at se den, og det er en dejlig følelse, fortæller fugleentusiasten, som har fået gode billede med hjem på kameraet.

Pia Odgaard regner også med at skulle forbi fjorden igen. Dog ikke for at se fuglen.

- Jeg skal ned og kigge. Mest for at se, hvor mange ornitologer der er der, siger hun.

Facebook
Twitter