Klagesager med ventetid på op til seks år: Uacceptabelt, siger ombudsmand

De lange ventetider rammer blandt andet folk, der vil bygge nyt.

Det er blandt andet klagesager om byggeri af sommerhuse i naturområder, der kan trække i langdrag. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Drømmen om at bygge et nyt sommerhus kan få lange, lange udsigter, hvis en nabo eller miljøorganisation blander sig og indsender en klage.

I nogle tilfælde kan det nemlig tage flere år, før der er truffet en afgørelse på klagen.

Og det er ikke i orden, slår Folketingets Ombudsmand fast efter at have undersøgt sagsbehandlingen hos tre nævn under Nævnenes Hus i Viborg, som behandler og forbereder afgørelsesudkast i sager om forbrug, erhverv, miljø, energi og sundhed.

Særligt i to af nævnene har sagerne hobet sig op. Det gælder den såkaldte Byggeklageenhed og Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Værst ser det ud hos Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvor de lidt ældre sager har en forventet gennemsnitlig sagsbehandlingstid på fire og et halvt år.

- Det er

uacceptabelt
, siger Folketingets
Ombudsmand
Niels Fenger.

- Det er simpelthen for lang tid, i forhold til at en borger eller virksomhed har interesse i, at en sag afgøres hurtigt, fortsætter han.

På den baggrund har han nu bedt Miljø- og Fødevareklagenævnet og Erhvervsministeriet om at overveje, om de kan gøre mere, end de allerede har gjort, for at fremskynde afviklingen af gamle sager.

Stor forskel på nye og gamle sager

En af dem, der har måttet væbne sig med tålmodighed, er Mette Nystrup Hansen.

Hun fik for to år siden tilladelse til at opføre et sommerhus på en 5.000 kvadratmeter stor grund i Vangså i Thy. Men så klagede Dansk Botanisk Forening over byggetilladelsen, og det satte byggeriet på pause.

Siden har hun valgt at søge om en ny

byggetilladelse
.

I stedet for det gamle projekt, vil hun gerne bygge et hus et nyt sted på grunden, og hun håber, at det kommer til at gå hurtigere denne gang.

Det er nemlig klagesager, der er oprettet før 1. juli 2018, som har den længste sagsbehandlingstid.

Klagesager
, der er oprettet efter den dato, bliver til gengæld ekspederet langt hurtigere.

Det skyldes, at Nævnenes Hus har arvet en stor bunke af gamle, komplicerede sager, fra før Nævnenes Hus blev oprettet i forbindelse med den store udflytning af statslige

arbejdspladser
fra København.

For sager oprettet efter 1. juli 2018 er ventetiden hos Miljø- og Fødevareklagenævnet omkring seks måneder.

Bunken er på vej ned

Uanset hvad årsagen er, er det dog ingen undskyldning for sagsbehandlingstiden, lyder det fra direktør for Nævnenes Hus Christian Lützen.

- Det er alt for lang tid at bruge på det. Derfor behandler vi også de nye sager, der kommer ind, væsentligt hurtigere, end de sager vi er i gang med at rydde op i, siger han.

Sidste år fik Nævnenes Hus 42 millioner kroner ekstra til at komme bunken af gamle sager til livs.

20 nye medarbejdere er blevet ansat, og der er blevet lagt en plan for, hvordan bunken med knap 2.000 gamle sager skal nedbringes. Det betyder, at man nu for alvor kan få gjort noget ved problemet.

- Den bunke høvler vi af på, i takt med det der er aftalt politisk, siger Christian Lützen.

Bunken består i øjeblikket af omkring 1.100 sager. Til nytår vil den formentlig være nede på 675 sager.

Men ifølge Folketingets

Ombudsmand
efterlader det stadig nogle borgere og virksomheder med en urimeligt lang ventetid.

- For nogle kan det vare op til seks år. Det er for lang tid, siger Niels Fenger.

Hos Nævnenes Hus forventer direktør Christian Lützen, at sagspuklen er helt afviklet i 2022.

Opdateret: Af artiklen fremgik det tidligere, at det var ventet, at antallet af gamle sager ville være nedbragt til 150 ved udgangen af 2020. Det fremgik desuden, at Mette Nystrup Hansens nye hus skulle være større end det, der oprindeligt var planlagt. Det er dog ikke korrekt. Begge forhold er nu rettet.

Facebook
Twitter