Københavnsk multiarena snupper stjerner fra Boxen i Herning

Royal Arena skærper konkurrencen om de store verdensstjerner, før den overhovedet er åbnet.

  • Herning kan få svært ved at sikre sig navne som Madonna, der holdt koncert i Boxen sidste år. (Foto: claus fisker © Scanpix)
  • Iron Maiden spillede i Herning i sommer. Koncerten var en del af The Book of Souls World Tour 2016. (Foto: henning Bagger © Scanpix)
1 / 2

Herning risikerer at misse store internationale musiknavne, når Københavns nye multiarena åbner næste år.

Lige nu præsenterer Royal Arena den ene verdensstjerne efter den anden, og det kan komme til at presse Boxen i Herning. Det vurderer Fabian Holt, der er lektor i musik og events ved Roskilde Universitet.

- Herning har fået meget positiv omtale ud af deres koncerter, og det er til gavn for mange borgere. Så jeg synes, det er ærgerligt, hvis man mister noget af den værdi, fordi en anden by profilerer sig på det samme, siger han.

Koncertarrangøren Live Nation er operatør på arenaen i København og har derfor mindre interesse i at sende kunstnere til Herning.

Ifølge Fabian Holt foretrækker stjerner ofte at spille én koncert i et land og vil helst optræde i hovedstaden. Derfor bliver Hernings mulighed at konkurrere på prisen, lyder vurderingen:

- Men det forudsætter stadig, at de har en god aftale med Live Nation, siger han.

Det garanterer direktøren for koncertarrangøren Live Nation Jesper Christensen. Men han erkender, at der er tale om en skævvridning for øjeblikket, hvor Royal Arena præsenterer mange store navne.

- Men vi har i den grad planer om fortsat at lave koncerter i Boxen, siger han.

Georg Sørensen, der er direktør for Messecenter Herning tror også på store koncertnavne til Herning. Han henviser til, at Boxen i december sidste år, manglede at offentliggøre koncerterne med Paul Mccartney og Adele.

- Vores forårsprogram tangerer det bedste år i Boxens historie. Så vi er klar til konkurrencen og ønsker København tillykke med Royal Arena. I sidste ende er det kunstnerne og ikke arangørerne, der bestemmer, hvor de spiller, siger han.

Multiarenaen i København åbner 3. februar med det amerikanske band Metallica.

Facebook
Twitter