Købmand stopper salg af lightergas til unge under 18 år

En købmand vil ikke bidrage til de unges misbrug af lightergas. Han sætter nu sin egen aldersgrænse på 18 år.

Der findes ingen lovbestemt aldersgrænse for køb af lightergas (arkivfoto). (Foto: Jacob Hokland- DR Syd)

En købmand i Thyborøn har forbudt salg af lightergas til unge under 18 år.

Det sker efter, at flere forældre har henvendt sig til ham, fordi de er bekymret for, at deres unge sniffer lightergas.

- Jeg kan ikke stoppe problemet, men være med til at gøre det svære for de unge at skaffe det. Jeg vil opfordre forældre til at snakke med deres unge mennesker om hvor farlig lightergas kan være, skriver Jeppe Nielsen fra Spar i Thyborøn på sin Facebookside.

Sådan et forbud er godt, men må ikke stå alene, for så finder de unge bare noget andet at blive høje på, mener Jan Abildgaard, der er leder af Center for Rusmidler og Forebyggelse i Holstebro Kommune.

- Det vigtigste er, at forældrene sammen med købmanden signalerer til deres børn: "Vi har set jer. I er i gang med noget uhensigtsmæssigt, og vi vil gerne støtte jer i at lade være," siger Jan Abilgaard.

Han mener, at et naturligt første skridt er at fjerne tilgængeligheden, hvorefter der bør følges op med yderligere indsatser for at komme til bunds i de unges problemer.

Fra nu af skal kunder over 18 år henvende sig til personalet for at få udleveret lightergassen. Der findes ingen lovbestemt aldersgrænse for køb af lightergas.

Facebook
Twitter