Kød fra nationalparker får eget mærke

Nationalparker vil levere kød til forbrugere i hele landet.

Kødkvæg klarer opgaven som levende plæneklippere ved Agger Tange. Her er det kvæg af racen Galloway, som plejer naturen. (Foto: Helge Røjle © DR)

Spis kød fra en nationalpark og vær med til at pleje naturen.

Det vil de fire danske nationalparker nu i fællesskab gøre lettere for os forbrugere. De vil levere godt kød til danske spiseborde, fortæller Else Østergaard Andersen, leder af Nationalpark Thy.

- Vi har et behov for at pleje naturen med kreaturer og får, siger hun.

Det kan samtidig give en kontant gevinst.

- Hvis vi så kan skabe større afsætning af kødet takket være den gode historie om nationalparken, så kan det være med til at skabe værdi for hele området, siger hun.

Nationalparkerne arbejder sammen med Seges, Videncenter for Landbrug, om at skabe et fælles mærke for kød fra dyr, som har græsset i en dansk nationalpark.

Der er allerede interesse fra supermarkederne, som gerne vil have kødet ud i butikkerne landet over, blandt andet fra Coop Danmark, siger Else Østergaard Andersen:

- Hvis jeg skal være vildt optimistisk, så kan det måske allerede blive til næste efterår, når dyrene tages ind.

Kødet findes allerede, så næste skridt er at nationalparkerne skal have producenterne og sælgere til at mødes, så kødet kan blive markedsført og lande i kølediskene.

De øvrige tre danske nationalparker er Mols Bjerge, Vadehavet og Skjoldungernes Land ved Roskilde Fjord.

FacebookTwitter